I dag er det baskisk sprogdag. Iván Igartua fra Universitetet i Baskerlandet (UPV/EHU) løfter sløret for det baskiske sprogs rødder.
At være et sprogisolat i Europa er en anstrengende tilstand, ofte fyldt med ustabilitet. Der er over 150 genetisk isolerede sprog i verden (som er sprog, der hidtil ikke er fundet nogen slægtninge til), men jeg vil vove at påstå, at ingen af dem har været inspiration til lige så mange hypoteser om dets fjerne oprindelse og mulige genetiske forbindelser som det baskiske sprog. Baskisk er – uden nogen egentlig overbevisning – på skift blevet hævdet at være beslægtet med blandt andet etruskisk, burushaski i Indian, piktisk i Skotland, kinesisk, den keltiske gruppe af indoeuropæiske sprog, de berbiske og kaukasiske sprog, den sproglige gruppe Na-Dene i Nordamerika, de uraliske og palæo-sibiriske sprog.
Nogle ellers seriøse lingvister hævder at have identificeret spor af baskisk (eller det såkaldte vaskonisk) forskellige steder i Europa, og de har endda foreslået baskiske etymologier for toponymer som München og Ebersberg. Hvad nogle palæolingvister kalder gammeleuropæisk, ville efter disse spekulationer faktisk have været et sprog, der var mere eller mindre nært beslægtet med baskisk. En af de nyere slægtskabshypoteser forsøger at forbinde proto-baskisk (dvs. en udokumenteret, rekonstrueret form for baskisk) med proto-indoeuropæisk på grundlag af flere angiveligt almindelige meget gamle træk. Alt dette er dog fortsat meget kontroversielt.
Baskisk og iberisk
Mere fornuftige tilgange placerer baskisk (eller nærmere; dets forfædre) inden for de sprog, der blev talt på den iberiske halvø såvel som nord for Pyrenæerne i antikken. I de østlige egne af det moderne Spanien og i det sydøstlige Frankrig talte man på det tidspunkt iberisk.
Det sproglige vidnesbyrd strækker sig over en periode fra slutningen af det femte århundrede før vores tidsregning til det første århundrede efter. Iberiske inskriptioner er hovedsageligt fundet langs halvøens middelhavskyst. De blev skrevet ved hjælp af en speciel type skrift, som kombinerer elementer af alfabeter, der repræsenterer individuelle lyde, og stavelser, der repræsenterer hele (åbne) stavelser. Det er ikke utænkeligt, at baskisk i førromersk tid var i kontakt med iberiske dialekter. Flere ligheder mellem de to sprog, både i fonologi og grammatik, kan skyldes en langvarig, intens kontakthistorie. Hverken baskisk (på ældre udviklingsstadier) eller iberisk ser ud til at have gjort omfattende brug af lyde som /p/ og /m/, og begge samfund var tilbageholdende med at udtale r-agtige lyde i begyndelsen af et ord. Med hensyn til grammatik viser baskisk ergativ markering af subjekt og objekt (med andre ord; det skelner aktive fra inaktive subjekter i transitive og ikke-transitive sætninger), og iberisk var sandsynligvis også karakteriseret ved denne type morfosyntaktisk organisering. Nogle få verbale former synes bestemt at ligne hinanden (ekiar på iberisk, ekien på vaskonisk, zegien ’han/hun gjorde’ på baskisk) både i form og funktion. Desuden var talsystemet ifølge nogle forfattere næsten det samme (iberisk ban, baskisk bat ‘en’, iberisk bi(n), baskisk bi ‘to’, iberisk irur, baskisk hirur ‘tre’, iberisk bors(te), baskisk bost/bortz ‘fem’ osv.), selvom vi ikke er helt sikre på den reelle værdi af disse iberiske ord (hvis ikke bare sekvenser).
Alle disse fælles karakteristika kan have forskellige forklaringer: Mens nogle mennesker på baggrund af sådanne egenskaber har skyndt sig at proklamere det genetiske forhold mellem iberisk og baskisk, anser andre dem for i bedste fald at være en konsekvens af den langvarige kontakt mellem de to samfund og deres sprog. Graden af strukturel konvergens ville være i overensstemmelse med ideen om et typologisk område, der tog århundreder om at blive konsolideret. I denne opfattelse skal iberisk og baskisk ikke ses som medlemmer af den samme sproglige familie, selvom den store baskolog Luis Michelena (Koldo Mitxelena, i baskisk stavning) engang sagde; “der er stadig en hel række af tilfældigheder – formelle, eksterne, det er sandt, da betydningen ikke er tilgængelig for os – som forpligter os til ikke at opgive tanken om, at der kan være en form for forbindelse”. Pointen er derfor at definere og demonstrere, hvilken slags forhold det er, der forbandt de to sprog. Der er dog i øjeblikket ingen konsensus om dette omstridte spørgsmål.
Det, vi uden skyggen af tvivl ved, er, at baskisk har vist sig ubrugeligt i forsøget på at give mening i de iberiske tekster, som kan læses, men ikke forstås, som påpeget af Michelena. Det er en alvorlig hindring for ideen om et baskisk-iberisk slægtskab. Selvfølgelig er der en hel flok sproglige dilettanter, der stadig mener, at iberiske inskriptioner kan oversættes ved hjælp af baskisk. Sådanne forsøg har absolut intet med professionel lingvistik at gøre. De fortjener ikke engang opmærksomhed.
Baskisk og akvitanske inskriptioner
Den eneste klare, utvetydige genetiske forbindelse, der kan opretholdes, er den, der forbinder baskisk og akvitansk (eller akvitansk-vaskonisk). Akvitansk er det oprindelige sprog, der afspejles i nogle romerske inskriptioner, og som dateres tilbage til mellem det første og tredje århundrede i vores tidsregning.
Disse gamle tekster omfatter antroponymer og teonymer (hhv. navne på mennesker og guder), hvoraf nogle formelt og semantisk er virkelig tæt på deres moderne baskiske modstykker. Et hurtigt blik på disse paralleller er alt, der skal til: De akvitanske (og vaskoniske) navneord Cison/Cisson, Sembe, Nescato og Ombe eller Umme kan let forbindes med baskisk gizon ‘mand’, seme ‘søn’, neska ‘pige’ og ume ‘barn’.
Der er bestemt flere vanskeligheder med andre gamle navne, som er sværere at finde baskiske ækvivalenter til. Nogle grammatiske elementer ser ud til at være identiske, f.eks. suffikset –t(h)ar, der betyder oprindelse eller tilhørsforhold. Vigtigere er det måske at det, der gør akvitansk-vaskonisk og baskisk særligt beslægtet (og forskellig fra omgivende sprog) er tilstedeværelsen af lyden /h/, som er en aspireret sproglyd, der mangler i de andre palæo-hispanske sprog, hvad enten det er iberisk, keltiberisk eller latin. Denne lyd, som stadig er bevaret i østlige baskiske varianter, er bekvemt repræsenteret i de romerske inskriptioner af Aquitanien og Hispania, der indeholder oprindelige navne. Tilstedeværelsen af h-lyden svarer til et bevis på baskiskhed. Som nævnt, er der ikke spor af denne slags lyd på iberisk.
En hånd med inskription
I juni 2021 blev en exceptionel inskription (som er skrevet på en bronzehånd) udgravet i Aranguren, Navarra, inden for det område, der tidligere var beboet af vaskonerne.
Fundet blev præsenteret officielt for offentligheden ved udgangen af 2022, og den kanoniske beskrivelse af værket og dets indhold blev udgivet for nylig i en artikel i tidsskriftet Antiquity (2024). Det er blevet kendt som Irulegis hånd, som dateres til det første århundrede før vores tidsregning. Det er skrevet i en lokal version af det iberiske skrift. De første analyser pegede på vasconisk (svarende til akvitansk syd for Pyrenæerne) som det sprog, der sandsynligvis ligger til grund for inskriptionen. Det understøttes af, at det første ord i inskriptionen blev læst som sorioneku (eller sorioneke), hvilket ser ud til at være ekstremt tæt på det baskiske ord zorioneko, som betyder ‘heldig’ i en adjektivisk formation, der involverer zori (‘skæbne, lykke’) og (h)on (‘god’) plus suffikset -(e)ko (’af’).
Dog aftog begejstringen ved synet af de følgende linjer i inskriptionen, hvor den sproglige afstand til ethvert kendt ord eller konstruktion på baskisk viste sig at være ekstremt stor. Kun få sekvenser kan mere eller mindre pålideligt matches med genkendelige baskiske elementer, som i tilfældet med det sidste ord eŕaukon, der minder os om baskiske verbalformer som zeraukon (‘han/hun har givet’). Sammenligningen med iberisk har heller ikke givet store resultater. Hvis denne inskription virkelig er skrevet på vasconisk, må vi indrømme, at denne sandsynlige forfader til baskisk, der blev talt for omkring 2.000 år siden, virkelig var ganske anderledes end det moderne sprog, som ikke er særligt slående i sig selv, når vi ser hvor meget tid der er gået. Det virkelige problem er, at sproget i Irulegis hånd tilfældigvis er så anderledes, at det næsten ikke giver os nogen ledetråde til at fortolke og forstå teksten. Dette er unægtelig mere bekymrende, og det sår alvorlig tvivl om indskriftens sproglige position (og i sidste ende tilhørsforhold). Hvis vi stadig er fristet til at betragte baskisk som et vindue til den sproglige og kulturelle fortid på den iberiske halvø (som uden tvivl kan give fuldkommen mening under visse omstændigheder), må vi erkende, at det i bedste fald er et uperfekt vindue, som kun kan give et delvist og ufuldstændigt billede af situationen i oldtiden – uanset hvordan man ser på det.
For dem der vil læse mere om disse emner:
Aiestaran et al. 2024. A Vasconic inscription on a bronze hand: writing and rituality in the Iron Age. Irulegi settlement (Ebro Valley). Antiquity 98 (367). 66–84.
Bakker, Peter. 2020. Review of Blevins 2018. Fontes Linguae Vasconum 52. 563–594.
Blevins, Juliette. 2018. Advances in Proto-Basque Reconstruction with Evidence for the Proto-Indo-European-Euskarian Hypothesis. London: Routledge.
De Hoz, Javier. 2001. Hacia una tipología del ibérico. In Francisco Villar & M.ª Pilar Fernández Álvarez (eds.), Religión, lengua y cultura prerromanas de Hispania, 334–362. Salamanca: Ediciones Universidad de Salamanca.
Gorrochategui, Joaquín. 1984, Onomástica indígena de Aquitania. Bilbao: University of the Basque Country Press.
Gorrochategui, Joaquín. 2020. Aquitanian-Vasconic. Zaragoza: University of Zaragoza Press.
Gorrochategui, Joaquín. 2022. The relationship between Aquitanian and Basque: achievements and challenges of the comparative method in a context of poor documentation. In Thiago Acosta Chacon, Nala H. Lee & W. D. L. Silva (eds.), Language Change and Linguistic Diversity. Studies in Honour of Lyle Campbell, 105–129. Edinburgh: Edinburgh University Press.
Gorrochategui, Joaquín, Iván Igartua & Joseba A. Lakarra (eds.). 2018. Historia de la lengua vasca / Euskararen historia. Vitoria-Gasteiz: Basque Government.
Igartua, Iván & Xabier Zabaltza. 2021. Euskara – The Basque Language. Donostia-San Sebastián: Etxepare Institute of Basque Language and Culture.
Kitson, Peter R. 1996. British and European river names. Transactions of the Philological Society 94 (2). 73–118.
Michelena, Luis. 1964. Sobre el pasado de la lengua vasca. San Sebastián: Auñamendi (= Obras completas, V, 2011, 1–115).
Michelena, Luis. 1977. La lengua vasca. Durango: Leopoldo Zugaza (= Obras completas, IV, 2011, 13–66).
Moncunill, Noemí & Javier Velaza. 2020. Iberian. Palaeohispanica 20. 591–629.
Trask, R. L. 1997. The History of Basque. London: Routledge.
Vennemann, Theo. 2003. Europa Vasconica – Europa Semitica. Berlin: De Gruyter Mouton.
Iván Igartua er professor i slavisk filologi ved universitetet i Baskerlandet (UPV/EHU). Han har forsket i nogle aspekter af den historiske fonologi og morfologi i baskisk. Han er medforfatter til Euskara-The Basque Language (Etxepare, 2021) og medredaktør af Historia de la lengua vasca (baskisk regering, 2018) og Basque. Language Minorities in Europe (De Gruyter, 2020).
Er baskisk beslægtet med dansk? Eller er baskisk stadig et isolat? 
Baskisk: Europas eneste isolat-sprog 
Baskisk og køn: hvordan et kønsløst sprog også lider af ulighed mellem kønnene 
Sprogtanker om Dolores Redondo – Den usynlige vogter. En Baskisk krimi. 
Jiddisch – ej kun et pust fra fortiden 
Denne nationalsang skal være Europas internationalsang