For tiden kan man godt en gang imellem tænke tilbage på dengang det danske nyhedsbillede var alsidigt, og politiske beslutninger handlede om andet end forsamlingsforbud og smittespredning. I dette indlæg vender vi tilbage til en af debatterne fra denne svundne tid – nemlig spørgsmålet om samtykkebaseret voldtægtslovgivning – en sag, som blandt andet gav anledning til en demonstration sidste weekend. Jeg vil nu forsøge at komme med nogle sprogvidenskabelige vinkler på sagen.
I indlægget vil jeg gennemgå nogle af pointerne i Kitzinger og Friths artikel Just say no? The use of conversation analysis in developing a feminist perspective on sexual refusal fra 1999. I deres studie tager de udgangspunkt i nogle fokusgruppeinterviews og samtaleanalytisk teori for at kommentere på selvhjælpskurser, hvor man lærer at ”sige nej” klart og tydeligt for at forhindre seksuelle overgreb. Kitzinger og Frith fremsætter en række argumenter imod denne slags selvhjælpskurser, og deres pointer fra artiklen mener jeg også kan bruges som modsvar til visse modargumenter for samtykkebaseret voldtægtslovgivning.
Idéen bag samtykkebaseret voldtægtslovgivning er, at man i vurderingen af, om der har fundet et overgreb sted, skal undersøge, om der er blevet givet aktivt samtykke til det, der er foregået. Hvis der ikke er blevet givet et ja, er det et overgreb. Som den danske voldtægtslovgivning er i dag er det omvendt sådan, at man skal vurdere, om offeret aktivt har modsat sig overgrebet. Med andre ord; hvis der er blevet sagt nej, er det et overgreb.
Et populært argument mod en samtykkebaseret lovgivning er, at tydelige afvisninger – et klart nej! – ikke er så svært, og at løsningen derfor ikke er samtykkebaseret lovgivning, men blot tydeligere afvisninger fra ofrenes side. Se for eksempel denne kronik.
Et samtaleanalytisk perspektiv på afvisninger
I dette studie laver Kitzinger og Frith fokusgruppeinterviews med 58 kvinder, som diskuterer, hvorfor det kan være svært at sige nej til sex. Hvor svært det er, og hvor stort et problem, det har været for dem, varierer selvfølgelig, men generelt tegner der sig et billede af, at kvinderne ser seksuelle afvisninger, som svære og komplicerede. Flere andre studier finder samme tendens og kommer blandt andet med forklaringer om lavt selvværd eller selvsikkerhed; internalisering af bestemte kønsstereotyper; eller behov for at værne om andres forgodtbefindende. Kitzinger og Frith påpeger dog, at disse studier alle undlader at komme ind på det faktum, at afvisninger – ikke blot seksuelle – altid er problematiske.
Derfor vælger Kitzinger og Frith at inddrage samtaleanalysens viden afvisninger og deres struktur. I samtaleanalysen undersøger man den måde samtaledeltagerne orienterer sig efter små elementer som pauser, tonefald, småord og lignende, og man kan derfor tegne et billede af, hvordan afvisninger reelt fungerer som en interpersonel handling.
Accept og afvisning
Til at starte med opsummerer Kitzinger og Friths kort, hvordan en accept typisk foregår i en samtale, og de viser eksempler på, at en accept er kendetegnet ved, at den oftest kommer umiddelbart og direkte efter forespørgslen. Dette står i kontrast til afvisninger, som oftest netop ikke er hverken umiddelbare eller direkte.
Kitzinger og Frith opstiller fire typisk kendetegn ved afvisninger. For det første kommer en afvisning ofte tøvende, det vil sige der opstår en kort pause mellem forespørgslen og afvisningen. For det andet bruger man ofte forskellige former for formildende indledningsord som “øhm” og “altså”. For det tredje indeholder afvisninger pallativer – lindrende ytringer som “det ville ellers være sjovt!” eller “måske en anden dag”. Sidst indeholder afvisninger også ofte forklaringer på, hvorfor man ikke kan imødekomme forespørgslen, ofte med det budskab, at det er fordi man ikke kan og ikke fordi man ikke vil.
Dette eksempel, som Kitzinger og Frith har med i deres artikel, illustrerer meget tydeligt, hvordan en afvisning kan bestå af alle de førnævnte elementer: Der er pause efter forespørgslen, afvisningen bliver indledt af et “well”, forespørgslen bliver påskønnet (“it’d be great”), og der falder en forklaring på afvisningen (“we promised Carol already”). Samtaleanalysen viser os altså , at afvisninger er komplekse fænomener, og kræver meget mere interaktiv koordination end et klart, direkte nej.
Tilbage til fokusgruppen
Tilbage til Kitzinger og Friths fokusgruppeinterviews. Her bliver det nemlig tydeligt fra kvindernes samtaler om afvisningsstrategier, at de er utrolig bevidste om, at afvisninger er komplicerede. De har på den måde en ikkefaglig, erfaringsbaseret forståelse for de mekanismer, som samtaleanalysen videnskabeligt beskriver, og de er også selv i stand til at italesætte alle de førnævnte karakteristiska ved afvisninger. De italesætter under deres interviews, at er helt klar over, at man ikke “bare kan sige nej”, fordi et klart og tydeligt nej går imod alle de normer vi har for afvisningsetikette og i velfungerende samtaler. Dette er interessant i lyset af argumenterne mod samtykkebaseret voldtægtslovgivning, som således fuldstændig overser det faktum, at samtaler og afvisninger på ingen måde er så simple. Afvisninger, hvad enten de er seksuelle eller ej, er komplicerede, interaktionelle fænomener, som på ingen måde kan reduceres til et enkelt, klart nej.
Kitzinger og Friths artikel har mange flere spændende pointer om seksuelle afvisninger, så hvis man synes, det er interessant med et samtaleanalytisk perspektiv på disse problemstillinger, jeg vi på det kraftigste anbefale, at man læser den!
Liv Moeslund Ahlgren er kandidatstuderende på lingvistik på Aarhus Universitet og har arbejdet med kønsstudier og postkolonialisme på sit tilvalg på bacheloren.
Læs selv artiklen:
Kitzinger, Celia & Hannah Frith. 1999. Just Say No? The Use of Conversation Analysis in Developing a Feminist Perspective on Sexual Refusal. Discourse & Society, 10(3), 293–316.
Så vigtigt! Også fordi ‘nej’ i sig selv gør mange forskellige ting…
Jeg synes også at “svare nej”-diskursen antager at det er et ja/nej-spørgsmål der skal svares på, hvilket ikke rigtig giver mening, især når også spørgsmål/forespørgsler bliver designet ud fra at undgå “nej”/direkte afvisninger.