Jeg sprang straks til, da redaktionen søgte en anmelder til Knud Lindholm Laus bog, for jeg havde allerede hørt den omtalt i pressen og var på forhånd forundret og begejstret over, at nogen havde underkastet den danske udlændingedebat en diskursanalytisk behandling og det med tilstrækkelig gennemslagskraft til at bryde igennem mediemuren og skabe debat. Og netop det at skabe debat og opfordre til handling lader faktisk også til at være bogens hovedærinde – således belyser bogens afsluttende afsnit forfatterens ønske til sin læser:
”Alle kan således gennem sprog og kommunikation bidrage til, at DEM og OS forvandles til et nyt VI, hvor mennesket ikke ses som lænket til en essens eller oprindelse, men derimod som et væsen, der udvikler sig i samspil med sine omgivelser. Den forståelse har gjort, at vi tidligere har kunnet inkludere ude-grupper. Og det kan vi gøre igen.”
Der er altså en tydelig samfundspolitisk dagsorden med bogen, og den skinner igennem hele vejen, hvorfor den allerede har mødt kritik for at være et angreb på ytringsfriheden – læs Morten Uhrskov Jensens blogindlæg om bogen her.
Der er da også en vis politisk slagside i bogens analyser, men på den anden side ser jeg et klart behov for netop den type diskurskritik af den gængse mediedebat, som Lindholm Lau her fremfører.
Bogen tager udgangspunkt i Victor Klemperers LTI – Det Tredje Riges Sprog; en bog fra 1947, som Lindholm Lau i 2010 har stået for den danske udgivelse af. Dermed læner han sig op ad en diskursanalytisk tilgang, der fokuserer på at afdække grundmetaforer og nøglebegreber i en samfundsdiskurs, men den diskurs, han analyserer, er til en begyndelse ikke det brede samfunds diskurs, men derimod det, han kalder det skjulte sprog. Bogens indledende kapitel går således med at påvise ligheder imellem sprogbrugen i skjulte facebookgrupper for fx Den Danske Forening og det tredje riges sprog, der var karakteriseret af animalisering, etnofaulisme, dæmonisering og så videre.
Herefter bredes synsvinklen ud til de almindelige medier, politikeres udtalelser på radio og tv, ghettoplaner, stramningskage mv. Bogens argumentation bygger på en kombination af Detektor-inspireret afsløring af fake news om indvandrere, argumentationsanalyser af indvandrerkritiske debatindlæg, og mere diskursanalytiske greb, som fx beskrivelsen af, hvordan brugen af den bestemte entalsform af ord som muslim, indvandrer osv. kan anvendes til forsimplede personificeringer og generaliseringer. Han afdækker forskellige debattørers brug af personificeringer, essentialisme og andre retoriske kneb, der forudsætter et modsætningsforhold og forskellige interesser imellem et ‘dem’ og et ‘os’, som ligeledes beskrives i bogen.
Ligeledes afdækker forfatteren gennem Toulmins argumentationsmodel mangler i argumentationen om, at muslimer er kriminelle fordi de er muslimer, men samtidig forfalder han også selv til antydningens kunst og tillægger dermed medieværter og andre aktører bestemte intentioner med sprogbrugen, ligesom det nogle steder i bogen er uklart, hvorvidt skytset egentlig er rettet imod selve diskursen eller de politiske holdninger bag den.
Ikke desto mindre lægger forfatteren kortene åbent på bordet, når han skriver at:
”… at tale pænere til hinanden og se på muligheder frem for problemer da er et glimrende udgangspunkt. Det hjælper så fint i mange andre sammenhænge. Så hvorfor ikke her?” (s. 92)
Bogen har altså til formål at skabe en ændret sprogbrug i debatten. Og gennem et veldokumenteret kapitel, der bl.a. henviser til forskning om hadforbrydelse og folkemord argumenterer han for, at ord fører til handlinger og at bestemte udviklingstendenser i en diskurs derfor kan være farlige. Ligeledes påpeger han, hvordan forsimplede argumenter om folkestyre og demokrati reelt kan bruges til at undergrave de demokratiske principper, som vores samfund i dag er bygget på, som fx princippet om magtens tredeling, og at vi som læsere altså skal tage ”tonen” i debatten alvorligt.
Bogen er et gennemresearchet debatindlæg, der trækker på alle journalistens virkemidler: den personlige fortælling, statistikker og grafer, ekspertudsagn og et levende og engagerende sprog. Den er ikke videnskabelig eller skrevet til lingvister, men er lettilgængelig for alle mediebrugere, og skiftevis ubehagelig, underholdende og underfundig læsning, og ganske givet tankevækkende for dem, der måtte mene, at ”ord bare er ord.” Den kan måske endda tjene til inspiration for lingvister, der ønsker at gå mere systematisk diskursanalytisk til værks på dele af udlændingedebatten?
(Læs også Niels Rohleders anmeldelse af bogen her)
Line Krogager Andersen er cand.mag. i lingvistik og finno-ugriske sprog, konferencetolk og ph.d.-studerende i sprogdidaktik på DPU, AU.
Anmeldelser af bogen “Bare fordi at – sprog og forestillinger i udlændingedebatten” 
“Bare sig nej!” – Om samtaleanalyse og voldtægtslovgivning At spille kort – Bygger vi broer eller graver grøfter, når vi spiller nazisme- eller racismekortet? 
Nederlandsk. Grammatik og ordforråd. En lærebog. 
Køn, sprog, kønt sprog og dansk med accent: fem søstre Barrison og deres fire sprog 
Jan Eijkelboom, byens digter i Dordrecht, Nederlandene, blev inspireret af et halvt dusin sprog