Det er boganmeldelsesuge på Lingoblog! I dag bringer vi en anmeldelse af bogen ’Balanguru: mennesker og myter i en kalashalandsby i Hindukush’.
Da jeg var studerende og læste lingvistisk antropologi i Amsterdam ved antropologen Johannes Fabian (nu 82 år gammel), var en af opgaverne som vi fik som studerende, at vi alle sammen skulle læse en antropologisk monografi efter eget valg. En etnografisk beskrivelse af et folkeslag. Så skulle vi, mens vi læste bogen, være specielt opmærksom på hvad antropologen skrev om sprog. Havde de lært sproget for at kunne kommunikere med de indfødte? Vi skulle skrive en rapport om det, og det var en sjov opgave. Der viste sig at være store forskelle mellem monografierne i kvalitet og kvantitet. Nogle skrev næsten intet om sprog, andre inkluderede næsten en mini-grammatik.
Nu kan jeg lave opgaven igen, men nu ikke om Baskerlandet, som jeg skrev om dengang, men nu om Kalashafolket, skrevet af en antropolog. Jeg har lige færdiglæst bogen.
I den antropologiske tradition i USA er lingvistik en af fire grene af faget, ved siden af kulturel antropologi, fysisk antropologi og arkæologi. Der er sprogvidenskab en fast del af uddannelsen, mens man i Danmark synes at lingvistikken er nogenlunde ligegyldig for deres etnografiske erhverv. Så vidt jeg ved er lingvistik ikke en del af antropologisk uddannelse i Danmark, udover at man får at vide noget om Saussure, en lingvist som døde for 106 år siden, og at man hører at antropologen Lévi-Strauss, som blev stor i 1930erne, i den tid blev inspireret af den strukturalistiske bølge i lingvistik til at udvikle strukturel antropologisk teori.
Sprog og sprogene skulle jo egentlig også i Danmark være interessant og vigtig for antropologisk forskning. Men antropologisk-lingvistisk forskning udføres her i landet udelukkende af lingvister og ikke af antropologer, og det gælder både for Aarhus, Syddansk Universitet, København og Roskilde.
Birgitte Glavind Sperber er en dansk forsker som har tilbragt meget tid i en landsby der hedder Balanguru i provincen Chitral (uafhængig indtil 1947, nu del af Pakistan). Det er en af bjerglandsbyerne, hvor kalashafolket bor i en højde af næsten to kilometer oppe. I alt har hun været der i over to år, i perioder mellem 1983 og 2018. Hun har læst biologi, geografi og etnografi, og hun er nu pensioneret seminarielærer. Hun har et tæt forhold til kalashaerne, og det vises i hendes bog på 500 sider med mange sort-hvid- og farveillustrationer. Bogen er skrevet på dansk, og en engelsk oversættelse er i forberedelse.
Kalashaerne, tidligere kaldet sorte kafirs, har sammen med de såkaldte “red kafirs” i det nuværende Nuristan været Kafiristan. De to gruppers sprog, kultur og religion havde mange fællestræk. Kalashaerne dominerede tidligere i en stor del af det sydlige Chitral, hvor der stadig er folk, som taler kalasha-sproget.
Kalashaerne er et anerkendt og beskyttet lingvistisk og religiøst mindretal i Islāmī Jumhūriyah Pākistān, eller den Islamske Republik Pakistan. En gang var det en del Kafiristan, ”landet af de vantroede”, og den sydlige del hedder nu Nuristan, ”lysets land”, efter at regionen er blevet tvangskonverteret til Islam. Nuristan er nu en provins i Afghanistan. Kalashaerne bor nu i Himalaya i Nordpakistan, hvor de har været i lang tid. Der prøver de at holde fast på deres polyteistiske traditioner. Deres specielle identitet vises ikke kun i religion, men også bl.a. i farverigt tøj for kvinderne, kropsbehandling og deres unikke sprog, som er indoiransk men uforståeligt for alle andre. Flere kalashaer, især kvinder, er dog gået over til Islam. Der er ca. 3,000 kalashaer, og de bor i tre dale i Himalaya i Pakistan, tæt på den afghanske grænse.
Jeg har haft en interesse for kalashaerne i mange år, og jeg har skrevet to artikler om deres sprog. Alligevel kendte jeg ikke til bogens eksistens, inden forfatteren reagerede på et tidligere indlæg om kalasha på Lingoblog. Bogen er udgivet hos et lille forlag, Mellemgaard. Bogen er værd at være mere kendt. Danmark har jo en tilknytning til kalasha-folket der går mindst 70 år tilbage. Der er flere danske antropologer, religionsforskere og lingvister der har forsket der, såsom lingvisten Jan Heegård, antropologen Mytte Fentz, antropolog-historiker Svend Castenfeldt, og allerede in 1940erne var religionshistoriker Halfdan Siiger i dalene. Alle har skrevet om kalasha-folket, deres kultur, sprog eller religion. Moesgaard Museum råder over en række vigtige, nogle gange unikke, historiske objekter fra kalashaerne.
Jeg har læst bogen med stor interesse. Man får et indblik i en anden verden, med shamaner, feer, dæmoner, og rene og urene områder og personer. Man lærer mange personer at kende, såsom manden med det misformede ansigt, landsbytossen, amatørlægen, shamanen, gedehyrden, m.m. Man lærer også om de største trusler for samfundet. Der er regelmæssige jordskælv og springfloder, og tyve, røvere og kidnappere kommer fra Nuristan og hærger personer og røver kvæg. Flere Kalashaer og deres hjælpere er blevet dræbt eller bortført i løbet af årene. Konvertitter til Islam deltager ikke længere i festivaler, ritualer og de skifter til andre sprog, som Khowar eller Urdu, da Kalashamon ikke er Allahs sprog.
Forfatterens passion for kalashafolket vises på alle sider af bogen. Hun har lært sig sproget, og hun accepteres som en af dem. Man får et intimt billede af en del individer, og et samfund. Hun gengiver myter, livshistorier (altid med tid og navnene), dødshistorier, beskrivelser af ritualer, og også hendes egne oplevelser, også nogle gange hendes aktive rolle i fx lokale sundhedsudfordringer. Det er en styrke af bogen, at man lærer individuelle mennesker at kende, med deres gode og (nogle gange) mindre gode sider. Til gengæld tænker man også om man måske får for meget at vide, og om omtalte personer altid ville være glade at læse det hun skriver, om dem selv. Forfatteren selv synes at have på den ene side en meget respektfuld holdning til menneskerne, men en gang i mellem at bryde de spirituelle regler – til gengæld er der også indfødte der gør.
Bogen er fuldstændig ateoretisk, og begrænset til beskrivelser. Vi får ikke at vide hvad Pierre Bourdieu, Michel Foucault, Judith Butler eller Homi Bhabha ville have syntes om kalasha-traditioner. Heldigvis. Personligt synes jeg at det er forfriskende at kunne læse sådan en klassisk etnografisk beskrivelse, hvor myterne og beskrivelser videregives som de blev fortalt og optaget på film af forfatteren, eller observeret af hende selve. Meget af den nuværende antropologiske tradition er ikke længere beskrivende, men forskere er optaget af selvrefleksion eller navlepilleri.
Bogen er rigt illustreret med hundredvis af små sort-hvid billeder og flere også i farver. Desværre er sort-hvid-billederne nogle gange for små til at kunne se detaljerne. Næsten alle fotos og tegninger er lavet af forfatteren, med undtagelse af nogle af områder som er tabu for kvinder, hvor andres billeder bruges, inklusive en del lavet af en kalasha-mand.
Som sagt, har jeg læst hele bogen med stor fornøjelse. Kombinationen af personlige oplevelser (både oplevet af forfatteren selv men også af dem hun beskriver), myter, og beskrivelser af ritualer og traditionelle begivenheder, er attraktiv. Nogle af myter og historier går tilbage syv eller 14 generationer tilbage (dvs. mere end 300 år). Faktisk fortæller kalasha-folkene også historier om Alexander den Store, som var i området mere end to årtusinde tilbage med sin hær.
Bogen er velskreven og teksten er godt tilgængelig. Alle kapitler er temmelig korte, så man kan læse bogen i små bider. Overordnede temaer er Chawmos vintersolhvervsfesten, kvindernes verden, mændenes verden, helbred og sygdom, og til sidst kalashafolket som en lille ø i et hav af muslimer. Vi skal være forfatteren og forlaget taknemmelige at de gør livet i en anderledes landsby tilgængelig for et dansk publikum.
For at komme tilbage til Fabians opgave, hvor meget skriver Birgitte Glavind Sperber i bogen om sproget?
I begyndelse af bogen er der en ”ordforklaring” (p. 16-23), som omfatter mere end 100 kalasha stednavne og ord som er vanskelige at oversætte. Man kunne kalde dem kulturelle nøgleord. Et eksempel er alashing, som betyder ”at løbe bort med en, man elsker – kærlighedsægteskab”. Bogen beskriver flere tilfælde af især kvinder der forlader deres mand til fordel for en anden mand. Kvinder er, på trods af spirituelle renhedsbegrænsninger, meget mere frie end andre steder, især friere end kvinder i den omringende form af Islam.
I det syv sider lange emne-register forekommer ”sprog” eller sprognavne slet ikke, men emnet kommer op flere gange i bogen. For eksempel når folk har brug for en tolk der kan tale Khowar eller Urdu, fx når folk taler til hospital i byer som Chitral (50,000 indbyggere?) eller i storbyer som Peshawar (halv million indbyggere). Eller når hun nævner sprogtab hos dem der ikke følger Kalasha-religionen mere. Også forfatterens tilegnelse af sproget nævnes. Sproget spiller klart blot en marginal rolle i bogen. Lingvisterne kan dog henvises til oplysninger om sprog i andre kilder, fx Jan Heegårds tekster og fonologiske beskrivelser eller Georg Morgenstjernes grammatik, mens etnografer og dansker der er interesseret i anderledes kulturer kan have gavn den her bog.
Forfatteren har nu lavet en engelsk oversættelse, som hun er i gang med at få tilladelse til af individerne i bogen at publicere.
Peter Bakker er lingvist ansat ved Aarhus Universitet.
Balanguru: mennesker og myter i en kalashalandsby i Hindukush, af Birgitte Glavind Sperber.
504 sider. Forlag Mellemgaard. ISBN 978-87-7190-188-7
