“At” og “og” i talesproget

300px Icon talk.svg

Den Danske Ordbog og diverse grammatikker anerkender, at skriftsprogets former realiseres anderledes i det talte sprog. Men oftest giver de ikke uddybende forklaringer eller svar på, hvordan det egentlig forholder sig, og hvad denne forskel består i. I den forbindelse har jeg undersøgt hvordan to skriftsprogsfænomener, at og og, egentlig optræder i talesproget. Med udgangspunkt i deres former fra skriftsproget <at> og <og>, har jeg i Samtalebankens korpus undersøgt, hvordan de realiseres i talesproget.

<at> har to funktioner i skriftsproget, hvor ordet enten kan agere underordningskonjunktion indledende i ledsætninger eller agere infinitiv-partikel inden et infinitivsverbum. I talesproget derimod optræder <at> i tre former: a, at og å.

a [a] fungerer som underordningskonjunktion i ledsætninger:

   (1)   SAMTALEBANK/SAM2/SAMFUNDSKRISE
   190   AST:  

Det dufter dælme dejligt

479px Flyktninger på Granlien pensjonat Fo30141607060057

Der lugter godt i køkkenet, men dufter dårligt udenfor. Skraldet lugter, parfumen dufter, og marken lugter dårligt, men blomsterne dufter godtSå hvordan bruges lugte og dufte egentligt?

Den Danske Ordbog definerer lugte således: 

  1. udsende en lugt af bestemt karakter
    1. a. udsende en gennemtrængende eller ubehagelig lugt

Lugte har her to dimensioner: en neutral dimension (1) og en negativ én (1.a). I (1) uddybes den bestemte karakter af en efterfølgende specifikation, som f.eks. kan gøres gennem et mådesadverbium, den lugter godt, eller ved en reference til et substantiv, den lugter af melon. Men hvis lugte optræder alene, har det en negativ betydning (1.a).

Hvis vi ligeledes slår dufte op, får vi følgende definition:

  1. udsende behagelig lugt

Her …

Hvordan har du sovet i nat, Per? Navne i hjemmeplejesamtaler

Navne bruges ofte til at udvælge den næste taler i en samtale. Gennem navnet vælger taleren en specifik person, som skal tage den næste taletur og dermed fortsætte samtalen. Dette giver især mening i samtaler med flere parter, hvor brugen af navn netop udpeger en bestemt person blandt deltagerne. Men hvad er på spil, når der pludselig ses en stor forekomst af brugen af navn i en samtale mellem to deltagere og helt specifikt mellem en social- og sundhedshjælper og en ældre borger?

Dette navnefænomen undersøgte jeg samtaleanalytisk i mit bachelorprojekt, hvilket efterfølgende blev til en artikel i tidsskriftet Journal of Language Works, hvor en mere uddybende analyse kan findes. Analysen af fænomenet tager udgangspunkt videooptagelser af en samtale …