”At være” og ”at have”

I anledning af Den hebraiske Sprogdag (5. januar 2021) bringes denne artikel, som sammenligner dansk og hebraisk med udgangspunkt i verberne ”at være” og ”at have”.

Dansk er som bekendt et germansk sprog, mens hebraisk som udgangspunkt er et semitisk sprog. Jeg har valgt at sammenligne disse to sprog, fordi der er interessante lingvistiske forskelle, som bl.a. afspejler sig i verbalsystemet.

Skønt jeg ikke er jøde (men sprogforsker), er hebraisk ét af flere sprog, jeg har arbejdet intensivt med gennem årene og har bl.a. udgivet ”Dansk-moderne hebraisk ordbog” (3. udgave i 2020). I denne artikel vil jeg primært forholde mig til moderne hebraisk (som det er nu) med inddragelse af klassisk hebraisk (1200-300 f.v.t.).

Artiklen falder i to dele. Første del handler om verbet ”at være”, anden del om ”at have”. En første sammenligning mellem ”at være” i dansk og moderne israelsk hebraisk gives i nedenstående illustration. Illustrationen uddybes efterfølgende.

Danske verber bøjes ikke i tal og køn. På denne måde er det danske verbalsystem ganske enkelt. I modsætning hertil bøjer moderne hebraisk sine verber i tal og køn. Når det gælder verbet hajá (’at være’) forekommer følgende former:

a) Imperativ og ønskeform bøjes i tre former, nemlig han- og hunkøn i 2. person ental og i én form i 2. person flertal. På klassisk hebraisk havde man to former i flertal, men i moderne tid er 2. person fpl. udgået, og 2. person mpl. anvendes for begge køn. Dog kan den klassiske 2. person fpl. forekomme i sang og poesi.

b) Datid og fremtid bøjes i otte eller ni forskellige former: 1. person ental og flertal samt 3. person flertal bøjes i én form, der gælder begge køn, mens der er kønsopdeling mellem han- og hunkøn i 2. og 3. person ental samt 2. person flertal. På klassisk hebraisk havde man to former i 3. person flertal, men i moderne tid er 3. person fpl. udgået, og 3. person mpl. anvendes for begge køn. Dog kan den udgåede form forekomme i sang og poesi.

Som dansktalende er det almindeligt at skelne mellem ”han var” og ”hun var”, men på dansk er det kun pronominet der er forskelligt, ikke verbet. På hebraisk skelner man mellem kønnene meget mere end på dansk, f.eks. også i 2. person ental. Mens vi på dansk har ét ord for ”du”, har hebraisk to, nemlig ét for ”du-hankøn” (atá) og ét for ”du-hunkøn” (at).

Dertil kommer, at verbets form i 2. person ental påvirkes af subjektets køn, således at i fremtid anvendes tihjé for 2. person msg. (’du vil være’), og tihjí for 2. person fsg. (’ditto’). I det hele taget skal dansktalende, når de lærer hebraisk, være opmærksomme på, at kønsop­delingen indgår massivt i det hebraiske verbalsystem.

En anden ting i hebraisk er, at deres datidsform (avar) dækker tre datidsformer på dansk: datid, førnutid og førdatid.

Tider og måder
Danske verber bøjes som hovedregel ved, at der kommer endelser på verbets grundform, infinitiven (f.eks. at danse, jeg dansede). Der kan også forekomme vokalændring (f.eks. at gyse, jeg gøs).

På hebraisk er verbets (som regel tre eller fire) konsonanter (kaldet ”radikaler”) gennemgående søjler i alle bøjningsformer (deres udtale kan dog påvirkes af morfologiske faktorer). Samtidigt har sproget tre måder, hvorpå der skabes bøjningsformer:

a) Vokalforandring

b) Suffikser og vokalforandring

c) Præfikser eller en kombination af præfikser og suffikser samt vokalforandring, f.eks. er præfikset i fremtid for 1. person ental, begge køn e-, hvilket bliver til ehjé (’jeg vil være’), mens præfikset for 1. person flertal begge køn er ni-, hvilket bliver til nihjé (’vi vil være’). Bemærk: Mange israelere udtaler ikke /h/, men af de tre radikaler, som udgør roden i verbet ”at være” (√HJH), er to af dem netop /h/.

Ovenstående forskelle er som sådan ikke usædvanlige inden for lingvistik. Det, som er anderledes i hebraisk i forhold til dansk, er den måde, hvorpå ”at være” kommer til udtryk i nutid. Mens alle andre verber gør brug af deres nutidsformer, anvendes nutidsformerne for verbet ”at være” ikke (pånær hvis de sjældent fungerer som aktivt paricipium).

I lingvistikken er dette fænomen, der kaldes Ø-kopula, ikke usædvanligt. Flere sprog bruger ikke noget ”være”-verbum i præsens, f.eks. irsk, ungarsk, japansk, russisk, arabisk og tyrkisk med flere.

Dog har hebraisk følgende tre strategier for at sige ”er”:

a) Ø-kopula (= ingenting), hvor ”er” er underforstået, f.eks.:
(1)     aní déni (’jeg (er) dansker’).
(2)     habájit gadól (’huset (er) stort’).

b) Ved hjælp af pronomen i 3. person (og dem er der fire af: msg. hu, fsg. hi, mpl. hem, fpl. hen), hvor ”er” også er underforstået, f.eks.
(3)     ja’aqóv hu jisre’elí (’Jakob han (er) israeler’).
(4)     anát veshífra hen tiv’onijót (’Anat og Shifra de-3.fpl. (er) veganere’).

c) Ved hjælp af eksistenspartiklen jesh (’der er’, ’der findes’). Denne anvendes i eksistenssætninger, f.eks.:
(5)     jesh chanajá besóf harechóv (’der er parkering for enden af vejen’).
(6)     jesh hamón sével ba’olám (‘der findes megen lidelse i Verden’).

På denne måde adskiller nutid sig fra alle de andre tider og måder i det hebraiske verbalsystem, men alene når det gælder verbet hajá (’at være’), ikke andre verber.

”At have”
Dansk har verbet ”at have” og er dermed et habere-sprog. Habere er den latiske infinitivform for ”at have”. Oprindeligt var klassisk hebraisk ikke et habere-sprog, og når moderne hebraisk skal udtrykke ”at have”, gør det brug af strategier, som stammer fra både klassisk og moderne hebraisk.

Klassisk hebraisk (1200-300 f.v.t.) er et semitisk sprog beslægtet med sprog som ugaritisk, fønikisk og aramæisk. Det er det sprog, som en stor del af Bibelen er skrevet på.

Klassisk hebraisk anvender to strategier for at udtrykke ”at have”, nemlig én for nutid og én for alle andre tider (aspekter). Lad os begynde med nutid: jesh (’der er’) + præpositionalforbindelse (som skaber dativobjekt), f.eks.:

(7)
jesh         li               gan.
der er     for mig    have.
‘Jeg har en have.’

(8)
jesh         lo               haséret.
der er     for ham    filmen.
’Han har filmen.’

(9)
legalít               jesh         pará     adummá.
for Galit          er der     ko         rød.
’Galit har en rød ko.’

Jesh er uforanderligt, mens det foranderlige element er dativobjektet, som konstrueres med præpositionen le (’for, til’) + styrelse. Styrelsen kan eksempelvis være et proprium som i (9) eller et pronominalsuffiks som i (7) og (8). Som dativpronomen kan dativobjektetet have 10 former, når alle pronominalsuffikser medregnes, f.eks. li (’for mig’), lekhá (’for dig’, msg.), lakh (’for dig’, fsg.) osv. Dette princip minder meget om arabisk og de andre semitiske sprog.

Sætningerne (7) til (9) har ikke objekt, da der er tale om eksistenssætninger med dativobjekt. Nogle kalder denne konstruktion for ”ejendomssætninger”.

Når ”at have” skal bøjes på klassisk hebraisk i alle andre tider og måder (som dengang i virkeligheden mere var aspekter såsom perfektum, imperfektum, jussiv m.fl.; men her bruger jeg tid, da perspektivet er moderne hebraisk) end nutid, anvendes en anden strategi, nemlig verbet hajá (’at være’) bøjet i tid +præpositionsforbindelse (i praksis dativobjekt), f.eks.

(10)
hajá          lánu           gan. (datid)
der var    for os         have.
’Vi havde en have.’

(11)
jihjé                  lo                habájit. (fremtid)
der vil være    for ham     huset.
’Han vil have huset.’

(12)
lemirjám            hajtá         pará       adummá. (datid)
for Miriam        var der     ko           rød.
’Miriam havde en rød ko.’

I eksemplerne (10) – (12) er der sket en forandring. Nu er verbet foranderligt, alt efter subjektets tal og køn. I (10) er subjektet gan (’have’) hankøn, og derfor er verbalformen hajá – mens i (12) er subjektet pará (’ko’) hunkøn, og derfor er verbalformen hajtá.

Med hensyn til person forekommer kun 3. person i at have-sætninger. I (12) er ordet ’ko’ i den danske oversættelse objekt – men på hebraisk er ordet for ’ko’, pará, subjekt. Således har klassisk hebraiske at have-sætninger aldrig objekt; der er tale om eksistenssætninger med dativobjekt.

Moderne hebraisk
Klassisk og senere rabbinsk hebraisk ophørte med at være et talt modersmål i århundrederne efter alm. tidsregning (men hebraisk skriftsprog fortsatte som religiøst sprog). Arbejdet med at genoplive moderne hebraisk som talesprog fandt sted i Østeuropa fra omkring år 1780. Hundrede år senere blev epicentret for sprogets genoplivelse pga. indvandring flyttet til Israels Land, som da var en fattig, uopdyrket udørk i Det osmanniske Rige.

Trods en sprogpolitik, der har favoriseret semitisk indflydelse (aramæisk og arabisk), har moderne hebraisk gennem årene oplevet en europæisering med indflydelse fra sprog som jiddisch, russisk, polsk og engelsk. Dette ses i dag i konstruktionen af verbet ”at have”, især i talesprog. Jesh er blevet et habere-verbum, og konstruktionen kan tage objekt, f.eks.

(13)
jesh         lahem          et                                habájit.
der er     for dem      akkusativpartikel     huset.
’De har huset.’

At den hebraiske have-konstruktion nu kan tage objekt, ses af akkusativpartiklen et i (13), som det nu er blevet almindeligt at anvende foran det, der ejes – hvorimod det, der ejes, i klassisk hebraisk var subjekt i sætningen (8). Således anvendes eksistens­partiklen jesh nu i de hebraisk-modersmålstalendes grammatik som et verbum, der kan tage objekt i ”ejendomssætninger”.

Formmæssigt gestaltes ”at have” ligesom ”at være”, blot med dativobjekt i sætningen. Men jesh kan kun anvendes i nutid. Derimod bruges bøjede former af hajá (”at være”) i de andre tider, f.eks. hajá (datid) i (10) og jihjé (fremtid) i (11).

(14)
hajá          lo                 et                                 haséret.
der var    for ham      akkusativpartikel      filmen.
’Han havde filmen.’

Det bemærkelsesværdige er, at former med hajá (’at være’) + dativobjekt OGSÅ tager akkusativpartiklen et (14), og derfor kan sådanne konstruktioner opfattes som habere-konstruktioner, skønt ”at være” jo almindeligvis ikke kan tage objekt. Dette bekræfter, at moderne hebraisk har fået et at have-verbum, dvs. er blevet et habere-sprog, omend det grundlæggende set struktures som på klassisk hebraisk + tilføjelse af akkutsativ­partiklen et, når objektet står i determineret form. Dog findes ”at have” ikke i infintiv.

Konklusion
Hebraisk er undergået en europæisering i konstruktionen af at have-sætninger under indflydelse fra habere-sprog, altimens den gamle semitiske konstruktion uden objekt er blevet opgivet, især i talesprog. Denne og andre markante forandringer i moderne hebraisk har givet lingvister anledning til at diskutere, om moderne hebraisk sprog bør opfattes som en genoplivning af klassisk hebraisk, og om det stadig fuldt ud kan anses for at være et semitisk sprog. Det hebraiske Sprognævn siger Ja til begge dele, men ikke alle lingvister er 100% enige.

Læs evt. mere om moderne hebraisk som et habere-sprog:

1) Ghil’ad Zuckermann. 2020. Revivalistics from the genesis of Israeli to language reclamation in Australia and beyond. Oxford University Press, pp. 74-76.

2) Ghil’ad Zuckermann. 2009. Hybridity versus revivability: Multiple causation, formas and patterns. Journal of Language Contact  – VARIA, 06 Vol. 2; Iss. 2, p. 41.

3) Edna Amir Coffin og Shmuel Bolozky. 2005. A Reference Grammar of Modern Hebrew. Cambridge University Press, p. 327.

Flemming André Philip Ravn er dansk sprogforsker og arbejder til dagligt som lektor i engelsk, fransk og psykologi. Han er redaktør på det humanvidenskabelige ”Tidsskriftet Epsilon” (litteratur, kultur, lingvistik). Han er tredobbelt cand.mag. og har udgivet syv bøger, bl.a. ”Nederlandsk – grammatik og ordforråd”, ”Runekunsten – Mystik og spådom”, ”På sporet af det moderne Paris”, ”Irland under huden” samt ”Dansk-Moderne hebraisk ordbog”.

Om at transskribere til en griseordbog Alfabetisk rækkefølge i tegnsprog? Hvordan er det muligt??? Denne nationalsang skal være Europas internationalsang Hvítasunnubrúðhlaupin – Philip Larkins mest kendte digt viser sig at være baseret på et tidligere forlist, oldnordisk manuskript Boganmeldelse af “Sprog i sociale medier” Siger han han dobbelt så tit som hun? Kvinder, mænd og sprog