At spille kort – Bygger vi broer eller graver grøfter, når vi spiller nazisme- eller racismekortet?

”Jeg forstår, at et borgerforslag atter vil sende danske jøder til Sverige. En gang var alt rigeligt. Det bliver ikke med min stemme. #omskæring #femmørkeår”

Sådan tweetede Søren Pind den 20. april 2018 – få dage før sin afgang som minister – i anledning af et borgerforslag om en aldersgrænse for omskæring.

Søren Pinds tweet kaldes at ”spille nazikortet”. Interessant nok spilles kortet både fra venstre og (som her) fra højre. Ingen fløj holder sig for god til at sammenligne nutidige fænomener med nazismen og dens følger – heller ikke, hvor det (som i ovenstående eksempel) er helt, helt ude af proportioner.

Journalist, debattør og retoriker Knud Lindholm Lau udgav – i øvrigt dagen før Pinds tweet – bogen ”Bare fordi at – sprog og forestillinger i udlændingedebatten”.

Han lægger bevidst sin udgivelse op ad den tyske sprogforsker Victor Klemperers klassiske værk ”LTI”. Forkortelsen står for Lingua Tertii Imperii – Det Tredje Riges sprog. I sin bog fra 1947 foretager Victor Klemperer (1881-1960) knivskarpe registreringer af de sproglige ændringer i Tyskland fra 1933 og deres konsekvenser for samfundsudviklingen, der førte frem mod Holocaust. Klemperer var protestant med jødiske rødder og overlevede jødeforfølgelsen ved tilfældigheder samt ved sin kones og gode venners hjælp. Han meldte sig paradoksalt nok efter krigen ind i det tyske kommunistparti KPD og tilbragte sine sidste år i DDR, hvor han blev fornemt dekoreret og lod sig ”vælge” til regimets ”parlament”. Victor Klemperer offentliggjorde aldrig kritik af DDR-systemets nysprog. Der havde ellers været et rigt materiale at give sig i kast med, men måske havde den aldrende akademiker et blindt eller blødt punkt for de nye magthavere i det østlige Tyskland.

Knud Lindholm Lau udgav i 2010 Klemperers ”LTI” på dansk. I ”Bare fordi at” vedkender han sig i dén grad arven efter Klemperer og strør med løs hånd citater fra ”LTI” ud over bogens sider. Når forfatteren konsekvent sammenkæder ”LTI” og sin egen bog, kan man mene, at ”Bare fordi at” i sig selv bliver ét stort nazikort. Og ligesom det gælder Søren Pinds håndtering af kortet, kan man spørge, om det fører til større forsoning, gensidig forståelse og retorisk nedkøling, når kritikere af den hårde migrations- og integrationspolitik spiller det.

Mit umiddelbare svar er nej. Nazikortet sætter altid brand i debatten. Skaber uforsonlighed og graver grøfter.

Det skal være sagt med det samme, at Knud Lindholm Lau ikke ureflekteret sætter lighedstegn mellem nazisme og – eksempelvis – Dansk Folkeparti, som indtager en hovedrolle i bogen. Tværtimod forsøger han detaljeret over 10 sider mod bogens slutning at differentiere mellem forskellige situationer, hvor nazikortet er eller kan være gyldigt i en diskussion – eller ikke er det. Han lander samme sted som debattøren og juristen Jacob Mchangama, der fastslår, at man skal være ”påpasselig” med nazikortet, men at vi ikke kan lære af historien ”hvis vi gør nazismen til noget så urørligt, at intet må sammenlignes med det”. Og hér er jeg enig. Spørgsmålet er, om forfatteren ved sine ustandselige referencer til ”LTI” ikke skaber en ramme omkring sin bog, som netop ignorerer den anbefalede påpasselighed?

Bogens følgende kapitel handler om et andet trumfkort: racismekortet. Og dette kort er forfatteren langt mindre tilbageholdende med. ”Jeg trækker gerne racismekortet”, som han fastslår.

Han tager blandt andet udgangspunkt i den retssag, som Karen Sunds fra Folkebevægelsen mod EU i 2003 vandt i Højesteret, efter at Pia Kjærsgaard havde anlagt injuriesag, fordi hun ikke ville finde sig i at være beskyldt for at have ”racistiske synspunkter”. Højesteret indhentede en udtalelse fra Dansk Sprognævn, der vurderede, at ”racisme” bruges i tre betydninger: 1) relateret til nazismens racelære, 2) den hvide races overlegenhed over den sorte og 3) forskelsbehandling og undertrykkelse eller blot afstandtagen fra grupper af mennesker, som godt kan være af samme race som en selv. Baseret på, at Karen Sunds brugte ordet ”racistisk” i den tredje betydning, blev hun frifundet.

Dansk Sprognævn havde utvivlsomt ret i, at ordet ”racisme” bruges i den tredje betydning, som imidlertid fjerner sig ganske voldsomt fra den oprindelige. Man kan stille spørgsmålet, om det gavner en konstruktiv debat at spille racismekortet, hvis det spilles på grundlag af en totalt udvandet betydning.

Pia Kjærsgaard og andre ledende politikere på højrefløjen siger ikke – og jeg har ikke grundlag for at tro, at de mener det – at sorte eller brune mennesker er dummere eller mindre værd end hvide. Hvis vi kalder fremmedangst og islamforskrækkelse for ”racisme” i tide og utide, mangler vi ord for den egentlige racisme, der (det dokumenterer Knud Lindholm Laus bog til overflod) trives i lukkede Facebook-grupper og andre mørke dele af internettet.

Forfatteren har meget på hjerte. Han går ind i en bred vifte af emner, som hver især kunne levere stof til en eller flere dagbladskronikker. Han breder sig ud fra sit, som udgangspunkt, primært sproglige anliggende til også at forholde sig til kriminalitetsstatistikker og tolkninger af dem, hvilket ikke er bogens stærkeste side. Statistikker kan i dén grad udlægges forskelligt.

Man kan diskutere, om de mange mere eller mindre uartikulerede vredesudbrud – optrykt med stavefejl og det hele – fra nettets mørkeste afkroge har fået for megen plads i bogen. Forskruede fremmedfjendske holdninger (inklusive dem, der med rette kan kaldes racistiske eller endog nazistiske) har jo altid været der. Forskellen fra 1990’erne til i dag er bare, at mennesker med disse holdninger dengang sjældent fik dem offentliggjort. I dag ligger nettet åbent for alle. Mere interessant er det at se på, hvad indflydelsesrige massemedier og toneangivende politikere med demokratisk mandat siger og skriver.

Dét er bogen heldigvis også fuld af. Brian Mikkelsen sammenligner østeuropæiske arbejdstagere med græshopper. Søren Espersen insisterer på at tale om ”negre”. Medierne går i selvsving og udnævner begivenhederne ved hovedbanegården i Köln ved nytår 2015-16 til en del af arabisk kultur. De Konservative sammenkæder på plakater nazisme og islam(-isme) i 2015 (nazikortet igen). Og meget mere.

Der er mange gode eksempler og tankevækkende analyser, men måske havde det været rart med en mere stringent  struktur og et stikords- og personregister. Dét ville have gjort bogen mere velegnet som opslagsværk.

Knud Lindholm Lau slutter sin bog med en række ”ønsker til nudanskerne om et vi”. Han opfordrer blandt meget andet politikerne til at ”inddrage eksperter og berørte” og ”tale respektfuldt og anerkendende om alle”. Journalister og redaktører opfordres til at ”gengive nyheden proportionalt” og ”lave kritisk konstruktiv journalistik om det, der lykkes”. Minoriteterne opfordres til at ”opsøge det danske lokalsamfunds aktiviteter” og ”deltage i demokratiet”.

Alt sammen fromme ønsker, som jeg fuldt ud kan støtte. Det store spørgsmål er, om Knud Lindholm Lau med sin bog når ud til nogen, der ikke mener nogenlunde det samme som han selv. Eller om hans placering af bogen i ”LTI”-konteksten og det faktum, at han ”gerne trækker racismekortet” snarere graver grøfter end bygger broer?

(Læs også Line Krogager Andersens anmeldelse af bogen her)

Niels Rohleder er rets- og migrationspolitisk rådgiver for Enhedslisten i Folketinget.

Sprog bygger broer! – Den Europæiske Sprogdag 2022 Knud Lindholm Lau: Bare fordi at – sprog og forestillinger i udlændingedebatten Anmeldelser af bogen “Bare fordi at – sprog og forestillinger i udlændingedebatten” Er baskisk beslægtet med dansk? Eller er baskisk stadig et isolat? Typologisk overblik til feltlingvisten eller den travle studerende Ugens oversættelse: Når sprog bliver til vold