Annette Herzog bor i Danmark og skriver børnebøger på dansk. Hun har vundet flere priser for sine bøger. Jeg hørte første gang om hende, da Thomas Borchert skrev om hende. Han berettede i maj sidste år i Jyllandsposten, at forfatteren Annette Herzog, et år efter hun vandt Skriverprisen i Danmark, fik at vide, at hun ikke kunne blive dansk statsborger, fordi hendes dansk var ikke godt nok. Hun er nemlig tysk statsborger, født i 1960 i Den Deutsche Demokratische Republik DDR, men ikke længe efter murens fald flyttede hun til Danmark. Hvorfor flyttede hun til Danmark? Hun kendte jo sproget. Nogenlunde.
Ved et tilfælde endte Annette Herzogs bog om hendes ungdom på mit natbord. Jeg læste den med stor fornøjelse. Hun har skrevet 39 børne- og ungdomsbøger, siden hun kom til Danmark for 30 år siden. Sidste år fik hun et brev fra Udlændinge- og Integrationsministeriet om, at hun ikke kunne blive dansk statsborger på grund af ”de gældende krav om dokumentation for danskkundskaber”. Det var et år efter, at Undervisningsministeriet havde givet hende Skriverprisen for ”en særlig bemærkelsesværdig indsats for den læsevenlige danske litteratur”.
Bogen Det der var handler ikke om det, der er, men om de første 30 år af Herzogs liv i DDR. Det er utroligt interessant at læse, hvordan hun har oplevet sin ungdom, skoletid, studietid og at være familiemor i et land, som ofte dæmoniseres som en undertrykkende stat med maksimal kontrol af alle statsborgere. Hun skitserer et mere nuanceret billede. Ja, det var forfærdeligt at leve i en stat, hvor alt, man sagde, kunne (og ville) blive brugt imod dig, alle aflyttede hinanden, og hvor man meldte andre, inklusive familiemedlemmer, til Stasi, den almægtige hemmelige tjeneste. På den anden side betalte man intet for lægebehandling og kun en lille del af ens indtægt gik til husleje.
I bogen beskriver Herzog om, hvordan man fik fat i popmusik fra Vesten, bjergstigningsudstyr fra Østen, bananer fra Syden eller planker via byttehandel, da man aldrig kunne vide, hvornår noget ville være til salg. Og meget mere. Bogen er illustreret med mange sort-hvidt fotografier af selvstrikkede trøjer, skolebilleder, importerede flyvedragter, bjergvandringer i andre socialistiske stater, radiostudier, korrespondance til og fra myndighederne samt personlige dokumenter.
Men hvad med sprog? Først så det ud til, at Annette Herzog aldrig kunne læse på universitetet, fordi hun fik et bogstav på skoledokumenterne, som viste, at hun hørte til en intellektuel familie (I), og studiepladser skulle gå til arbejdere (A), så de også fik en chance til at udvikle sig. Det lykkedes hende alligevel at få lov til at studere, og hun ville læse nordiske sprog. Norden lokkede. Men hun kunne ikke selv vælge, om det blev finsk, svensk eller dansk. Måske var det lodtrækning eller noget andet, men da hun ankom på Universitet Greifswald i den nordlige del af landet, fik hun at vide, at hun skulle læse dansk. Dem, der fik at vide, at de skulle læse finsk, var mest kede af det. Men omkring 1980 var det stort set umuligt at møde folk, man kunne tale dansk med i DDR, og ikke alle fag var relevante for at kunne dansk. Hvordan kunne man så opnå et højt niveau i mundtligt dansk? Derudover havde man næsten ingen muligheder for at læse danske aviser, dameblade eller bøger fra Danmark. Det var selvfølgelig i en periode, hvor DDR var et lukket land med streng grænsekontrol. Læsemateriale fra den kapitalistiske verden var tabu og nærmest smuglet ind i landet. Kontakt med mennesker fra udnyttende, grådige, arbejderfjendtlige stater var mistænkelig og kunne føre til besøg af politiet.
Hvad med pensummet? Der var naturligvis en del sprogfag, men desuden var der forpligtende oplysningsfag som ”Det socialistiske partis historie i DDR”, ”Folkerettigheder” og ”Politiske og økonomiske problemer i Danmark”. Måske var ”Marxistisk-leninistisk sprog- og oversættelsesteori” et af de politiske fag, der var tættest på at være direkte nyttigt.
Efter afsluttet uddannelse var Herzog så heldig, at hun fik et job som oversætter fra engelsk til tysk, og hun oversatte også freelance fra dansk. Men uden adgang til andet end en almindelig generel dansk-tysk ordbog skulle hun oversætte specialiserede brugsanvisninger til vaskemaskiner m.m.
På trods af undertrykkelse og takket være en politik, der prøvede at holde serviceniveauet tilgængeligt for alle, har Herzog vel haft en forholdsvis lykkelig ungdom i DDR. Omvendt var der altid den anden side af muren, som de – som det så ud dengang – aldrig kunne besøge, selvom de sang tyske børnesange om Heidelberg eller Hamborg. Det lokkede. Da muren faldt i 1989, tog Herzog og hendes mand, som mange andre, med det samme på besøg i Vestberlin. De kom tilbage til deres sovende børn, mens andre valgte den samme nat slet ikke at vende tilbage til deres familier. Familien Herzog flyttede kort efter til Danmark. Landet, som hun aldrig før havde kunnet besøge. Men hun havde lært sproget – så vidt, det var muligt, uden at kunne tale det regelmæssigt med danskere, og hun kendte jo landets politiske og økonomiske problemer i forvejen.
Det er fascinerende læsning. Tankevækkende, skrevet i en let tilgængelig stil og med humor og illustrative anekdoter. Bogen kan varmt anbefales. Når man læser den, kan man kun føle sig privilegeret i vores kapitalistisk-socialdemokratiske-(inter)nationale samfund. Velkommen til Danmark, Annette Herzog.
Om bogen
Annette Herzog.
Det der var. Historier fra den anden side af muren.
København: Colibri. 280 sider. DKK 249,95. ISBN 9788793432420.
http://www.annetteherzog.com
Peter Bakker er lingvist ved Aarhus Universitet. For ikke langt siden så han en film om hiphop i Øst Berlin. Han har stadigvæk kortet over Berlin som han havde med da han krydsede Checkpoint Charlie med 10 Ostmark og besøgte en travesti-restaurant i Øst-Berlin inden murens fald og betalte der for det hele selskab.
