I dag fejrer vi Den Internationale Modersmålsdag. Det handler om at skabe opmærksomhed på – og fremme – sproglig diversitet. Derfor gælder det især om at værne om minoritetssprog, og hvis man skal tale om minoriteter i vores kongerige i 2025, så kommer vi ikke uden om den selvstyrende østat Kalaallit Nunaat, også kendt som Grønland.
Sprog i og omkring Grønland
Siden landet fik selvstyre i 2009, har det eneste officielle sprog været kalaallisut (vestgrønlandsk), som tales af omkring 50.000 af befolkningen på omkring 56.500. Der er også mange, der bruger dansk og engelsk.
Hertil kommer minoritetssprogene tunimiisut (østgrønlandsk), som kan anses for at være en dialekt eller et søstersprog til kalaallisut, samt inuktun (på dansk kendt som nordgrønlandsk eller thulesproget), som er en fjernere slægtning i sprogfamilien. Hvor mange, der taler disse sprog, vides ikke med sikkerhed, men UNESCO klassificerer dem begge som ‘helt sikkert truede’.
Den omtalte sprogfamilie er de inuitiske sprog, som foruden i Grønland også tales i det nordlige Canada og Alaska i USA. Den familie hører igen til den sprogæt, som kaldes inuit-yupik-unangan, hvoraf yupik-sprogene tales på hver side af Beringstrædet i det vestligste Alaska og østligste Sibirien, og unangan-sproget tales på øgruppen Aleuterne syd for Beringshavet. Disse sprog er også truede i UNESCOs klassificering: flere af dem er ‘kritisk truede’ eller ‘alvorligt truede’, men central-alaskisk yupik står stærkest og anses som ‘sårbart’.
Skriftsprog
Fælles for disse sprog er, at de ikke har været nedskrevet, før der kom europæere til kontinentet. Og som det så ofte er sket rundtom i verden, er det kristne missionærer, som har udviklet skriftsprog til de uskrevne sprog med henblik på at udbrede Biblens budskab. Det er selvfølgelig en problematisk bagtanke, men det kan dog være en hjælp for et sprog, at det kan nedfældes på skrift.
Det første skriftsprog til kalaallisut blev udviklet af Samuel Kleinschmidt, som blev født i Alluitsoq nær sydspidsen af Grønland i 1814. Hans forældre var en dansk og en tysk missionær fra Den Herrnhutiske Brødremenighed – den samme bevægelse, som anlagde byen Christiansfeld i Sønderjylland. Han færdiggjorde sin grammatik over sproget i 1845, men den blev først udgivet i 1851. Særligt for hans grammatik var det, at den ikke skelede til latin, hvilket de fleste grammatikker gjorde på den tid, men beskrev sproget på sine egne præmisser.
Han brugte en tilpasset version af det latinske alfabet til at skrive ordene. Mange af sproglydene er velkendte for en taler af dansk eller tysk, men der er et par særlige lyde, som må have særlige skrivemåder. For det første kan både vokaler og konsonanter være lange. Til dette brugte Kleinschmidt et sindrigt system af accenttegn: lang vokal fik cirkumfleks (â), lang konsonant vistes med aigu over den foregående vokal (á), og en stavelse med både lang vokal og lang konsonant kunne skrives enten med tilde (ã) eller grave (à) alt efter tilgængelighed. ‘Kalaallit Nunaat’ blev altså skrevet ‘Kalãlit Nunât’ eller ‘Kalàlit Nunât’. Disse accenttegn kan stadig ses i nogle personnavne, fx den nuværende regeringsformand Múte Egede, hvis fornavn i andre varianter kan staves ‘Mutte’.
Det frikerede l [ɬ] svarer til et forlænget l, så det kan skrives som de øvrige lange konsonanter. Det frikerede g /ɣ/ lyder som visse udtaler af det danske g, og siden der ikke skelnes mellem /k/ og /g/, kan bogstavet g bruges til denne lyd. De uvulære konsonanter /ɴ q ʁ/ er mere usædvanlige. Men ved et tilfælde er /ʁ/ meget tæt på den dansk-tyske udtale af r, så det kan helt enkelt skrives sådan. Lyden /ɴ/ er en ng-lyd, som udtales længere tilbage end /ŋ/, som også findes i kalaallisut og skrives ng. Det valgte Kleinschmidt at skrive rn for at vise, at det er en nasal konsonant, som udtales, hvor r udtales.
Til den tilbagetrukne k-lyd /q/ brugte Kleinschmidt det usædvanlige bogstav kra (ĸ). Det ligner et k, men har ingen opstreg, så på den måde er det meget lig det græske kappa (κ) eller kyrilliske ka (к). Men der findes ikke noget tilsvarende stort bogstav, så det skrives som et k med efterfølgende apostrof (Kʼ).
Kleinschmidts alfabet blev brugt helt frem til retskrivningsreformen i 1973. Nu skrives lange vokaler og konsonanter dobbelt, og bogstavet kra (ĸ) er erstattet med q. I dag bruges kra stadig i et enkelt sprog, nemlig inuttitut i det nordlige Labrador i Canada.
Stavelsesskrift
Mange andre af de canadiske inuitiske sprog skrives med et helt andet stavelsesbaseret system. Dette system blev udviklet omkring 1840 af James Evans, som også var kristen missionær – i dette tilfælde en metodist. Han udviklede dem i første omgang til de algonkinske sprog cree og ojibwa.
Han lod sig måske inspirere af Sequoyahs succesfulde stavelsesskrift for cherokee, og baserede bogstavernes former på det indiske devanagari-skrift og Pitmans stenografiske system. Det særlige ved systemet er, at hver konsonant har et tegn, som roteres 90, 180 eller 270 grader alt efter, hvilken vokal der følger efter.
Dette system har mange canadiske inuitter og algonkiner taget til sig som deres eget, måske netop fordi det ikke ligner det latinske alfabet.
Talsystem
En nyere udvikling er et talsystem, som bedre repræsenterer det inuitiske 20-talssystem. Sådan et blev udviklet i 1994 af skoleelever i byen Kaktovik i Alaska med henblik på at skrive tal på deres sprog iñupiaq. For en gangs skyld er det altså et system udviklet for inuitter af inuitter.
På inuitiske sprog tæller de først til 5, hvorefter de siger 5 + 1 osv. 10 og 15 er også holdepunkter, og ved 20 starter systemet forfra. Et tal som 78 siges altså ‘tre snese (og) femten (plus) tre’. Derfor er disse cifre meget bedre tilpasset deres sprog end de 10 indoarabiske taltegn. I 2022 blev Kaktovik-tallene tilføjet til Unicode, så de kan bruges på skrift digitalt.
Konklusion
Der findes stor sproglig diversitet i de nordligste egne af det amerikanske kontinent. Kalaallisut er et af de sprog, som står stærkest – måske hjulpet på vej af, at det er officielt sprog i en nation. Men der findes mange måder at bevare disse sprog på, og det vigtigste er, at det sker på sprogbrugernes præmisser.
Coverfoto: Eider Palmou, CC BY 2.0, via Wikimedia Commons
Christian Munk er cand.mag. i lingvistik fra Københavns Universitet og interesserer sig især for typografi, lydskrift samt dialekter. Han er leder i Modersmål-Selskabets bestyrelse.
