Apolonia 13. En kvindes rejse til månen og tilbage.

Fra teater til maler. En rørende dokumentarfilm værd at se.

(Opdatering: 13.2.2024: Filmen er shortlistet til en Oscar-nominering. Se en opdateret udgave af dette indlæg på engelsk: her.)

[A version of this film with English subtitles will be shown in Aarhus in the near future. Keep an eye on the Feminist Group at Mellemfolkligt Samvirke in Aarhus for information].

Det tog 13 år at lave filmen. Lea Glob, tidligere elev på Aarhus Katedralskole, og uddannet som filmdokumentarist, besluttede i 2009 at lave en film om en ung kvinde, Apolonia Sokol, bosat i Paris. De er veninder, og uanset hvor de befinder sig, holder de kontakten. Lea er temmelig stabil i Danmark, mens Apolonia flytter fra det ene sted til et andet. Lea har kunnet filme Apolonia overalt og altid. Apolonia var jo vant til at blive filmet. Hendes forældre filmede deres kønslig omgang hvor hun blev undfanget, med en mundtlig besked til deres fremtidige barn. De filmede også morens mave mens forældre talte med både fosteret og deres fremtidige voksne barn. Og hendes fødsel. Barnet ville få lov til at se deres optagelser når hun fyldte 18. Og det var inden alle mennesker havde fået et kamera i deres telefon. Kasser fyldt med videobånd. Kroppe og nøgenhed spiller fortsat en rolle i filmen, inklusiv et selvportræt på filmplakaten og på LPen med filmmusikken.

Apolonia er født i Frankrig og vokset op i Danmark og Frankrig. Hendes ungdom var vel nogenlunde ualmindelig. Hendes mor voksede op i Polen, men familien var oprindeligt fra Belarus, med en omvej via en lejr i Siberien. Apolonias mor besluttede på et tidspunkt at tage til Paris for at prøve lykken der. Den fandt hun så i form af en fransk dramaturg. Apolonias far lavede teater i Paris, og sammen byggede de et teater i deres hus. Det var et aktivistisk boheme-teater i hjertet af Paris. Apolonia boede faktisk i teatret de første otte år af sit liv med sine forældre. Da hun var otte, blev forældrene skilt, og Apolonia fik en dødelig sygdom med et livsudsyn på max 10 år. Men hun overlevede. Moren flyttede efter skilsmissen med Apolonia til Danmark, men Apolonia tog tilbage til Paris så snart hun fyldte 18, hvor hun flyttede ind i teatret igen for at uddanne sig som maler. Hun bliver optaget på den prestigiøse École des Beaux Arts i Paris.

Teatret har på et tidspunkt givet husly til den kendte anti-diktatoriske feministiske bevægelse FEMEN fra Ukraine – der dengang var mod et diktatur. De brugte deres nøgne kvindekroppe som våben mod undertrykkelse og for kvinderettigheder. Gruppens medlemmer blev nødt til at flygte fra de undertrykkende regimer omkring 2012, og de ankom til Paris – nogle med begge arme brækket under tortur. De fik en plads i teatret. Hvad blev der egentlig af dem? Og hvad med hende med to arme i gips? Det kan man se i filmen.

Filmen handler om Apolonia som kvindelig kunster, hendes jagt på berømmelse, og ikke mindst de daglige bekymringer. Hvordan får jeg penge til mad? Hvordan kan jeg blive en af de bedste af min årgang, så jeg kan få et år til at forberede mig til den største kunstudstilling af unge franske kunstner? Skal jeg acceptere invitationen til at drikke en kop te med Harvey Weinstein (verden kendte ikke til hans sexforbrydelser på dette tidspunkt)? Skal jeg ændre min malerstil eller mine motiver? Skal jeg kreere hvad jeg selv vil, eller hvad andre vil? Skal jeg tage til USA fordi jeg kan få et ateliér der? Skal jeg samarbejde med manden der er beskrevet i aviserne som ”kunsthandlens satan”? Skal jeg tilbage til Danmark? Skal jeg have børn? Kan jeg lave 10 malerier indenfor en måned? Eller bliver man månesyg?

Jeg afslører ikke noget. I skal selv se filmen og få svar på disse spørgsmål. Filmen overgår i øvrigt Bechdel-testen med glans. Det vil sige, en film hvor en kvinde taler med en anden kvinde, uden at det handler om mænd. Næsten alle film viser jo kun kvinder som objekt for romantisk interesse for mænd, eller som modpart for mænd. Det er ikke tilfældet her.

Måske får man lyst til at ryge en cigaret eller drikke et glas rødvin. Ville en film om DIG, filmet over 13 år, være lige så fascinerende som denne? Se filmen selv, og find ud af det.

Men jeg skal selvfølgelig også sige noget om sprog, inden jeg glemmer det. Det er jo Lingoblog.dk – Danmarks største blog om sprog og sprogvidenskab.

Vi kan høre Apolonia tale fire sprog i filmen: dansk (med sin mor og Lea), fransk (med sin far), polsk (med sin bedstemor og familie i Polen), engelsk (med nogle kunsthandlere og gribbe), måske også russisk/belarussisk (jeg kunne ikke høre det), i en af de første scener. Apolonia er altså vokset op med tre eller fire sprog, tilsyneladende alle sammen flydende. Hun var, fra et sprogligt synspunkt, en heldig kartoffel med så mange sprog. Om hun også var det i kunsten, skal du som seer selv bedømme.

Filmen får biografpremiere den 23. marts 2023 og du kan se traileren her.

EFTERORD: En boganmeldelse

Da jeg mødte Apolonia ved forpremieren i Øst for Paradis, fortalte jeg at hendes livshistorie mindede mig om en roman jeg for nyligt havde læst. Der var sprogene nederlandsk, katalansk, baskisk, engelsk med. En ung nederlandsk mand tager til Bilbao i Baskerlandet, for at blive kunstmaler. Han er omgivet af en del unge venner. De drikker og ryger hash, og de dyrker intimitet og kunst. Hovedpersonen får en slags mæcen som giver ham et værksted og organiserer udstillinger. Alligevel prøver den unge mand at komme fri fra ham, og så flytter han til et andet land, hvor han håber at blive opdaget som kunstner. Men er han god nok?

Jeg lovede Apolonia at nævne bogen i min anmeldelse af filmen. Hvis jeg finder lejlighed til det, anmelder jeg også bogen for Lingoblog. Bogen hedder på originalsproget nederlandsk Ochtend op Denmark Hill. Roman. [Formiddag på Denmark Hill. Roman]. Skrevet af Matthijs Eijgelshoven. Så vidt jeg kan se, er bogen ikke oversat til et at de sprog, som Apolonia kan læse. Så dette efterord er ligegyldigt. Det var spild af tid for alle at læse det.

Peter Bakker tegnede en gang sig selv som kameramand da han i skolen kunne tegne hvad han ville være når han ville blive stor. Denne drøm bristede. Han blev lingvist ved Aarhus Universitet med flere hundrede akademiske publikationer. Derudover skriver han en gang imellem sprogfikserede filmanmeldelser for Lingoblog.dk og klummer om universitetsverden på Omnibus.au.dk. Hans far var teknisk tegner, hans ældste datter er kunstner. Nogle gange springer talent en generation over. PB takker Rebekah Baglini for input og lejligheden til at se filmen.

Tilbage til børnehaven: En lingvists oplevelser med et fremmedsprog Apolonia 13 på shortlist til Oscar-nominering Om Tegnhedens Omhed Corona mig her, corona mig der – et sprogligt tilbageblik på 2020 Indtryk af Sprogense Grammatiske termer – en historie om at slå op med teknologi men forelske sig i sprogverdenens Hollywoodstjerner