Anmeldelse: Stemmen

Konceptet i bogserien Tænkepauser er, at forskere fra Aarhus Universitet hver især formidler viden om netop dét, de ved mest om. Sådan har hver tænkepause altså et emne, som en forsker behandler på 60 sider og i et sprog, hvor alle kan følge med.

Denne tænkepauses titel ”Stemmen” vakte min nysgerrighed, da jeg selv har arbejdet med undersøgelser og beskrivelser af stemmer i efterhånden mange år. Den er – som serien beskriver – en kort tænkepause på 60 sider inddelt i fire kapitler, ”Stem i!”, ”Dundertale”, ”Historiens laboratorium” og ”Sangfugle”.

Første kapitel begynder meget poetisk i første afsnit med udtryk som, at ”råb svider som tusinde piske, og hadske udtryk gennemborer hjertet som skarptslebne sværd” (s. 6). Langt fra lingvistikken. Derefter beskrives stemmens funktion, og kapitlet kommer rundt om, hvordan det kan være livsfarligt at tale med mad i munden, at en skolelærerinde er indeholder af rekorden for det højeste råb, samt at man for det meste intuitivt kan høre på stemmens toneleje og lydstyrke, hvilket humør folk er i. Men ellers er bogen mest filosofisk og historisk med fokus på kendte menneskers stemmer og på stemmen i sang.

I det hele taget kommer forfatteren, Peter Musaeus, rundt om rigtig meget og rigtig mange fun facts i bogen. For eksempel, at Leonardo Da Vinci sandsynligvis var den første til at tegne strubehovedet og taleorganerne, og at det ser ud til, at mænd med dybe stemmer får flere børn end andre mænd. Musaeus kommer også kort forbi hjernen og opdagelsen af Brocas og Wernickes områder i hjernen, og endnu et fun fact, at aber mangler begge områder.

Mere fonetiske og lingvistiske områder berøres nu også i kortere passager.  Forfatteren forklarer, hvordan man kan have svært ved at høre forskelle i tonesprog, hvis man ikke er vokset op med tonesprog, og meget kort vendes det faktum, at man ved at lægge emfatisk tryk på forskellige ord i en ytring kan ændre ytringens fokus – også på dansk.

Bogen har heldigvis også et kort afsnit om et af de områder, som jeg beskæftiger mig med til hverdag – nemlig genkendelse af stemmen i retslig sammenhæng. Han beskriver en af de mest kendte tilfælde, hvor ørenvidne udsagn er blevet brugt i retten, nemlig ved kidnapningen af den søn af den verdenskendte pilot Lindbergh (den første, som gennemførte en soloflyvning over Atlanten). Sagen havde desværre et tragisk udfald; den kidnappede søn døde, og den mistænkte blev fængslet med ørenvidnets udsagn to år efter hændelsen som tungen på vægtskålen. Til gengæld har dette tvivlsomme ørenvidneudsagn bl.a. ført til en del forskning i ørenvidner og ørenvidners troværdighed, hvilket jeg også selv har beskæftiget mig med.

Peter Musaeus kommer også ind på, hvordan spædbørns stemmer ofte er svære at genkende, og at folk typisk heller ikke er så gode, som de selv tror til at vurdere hudfarve ud fra stemmer. Det skyldes nu nok mestendels, at der findes en ganske stor variation mellem mennesker uanset etnicitet. Når folk genkender og vurderer stemmer, har de fleste desuden en forudindtagethed om personer og stemmer, som bl.a. gør, at man ofte helt automatisk ikke bryder sig om stemmer, der tilhører dem, som man er uenig med f.eks. politisk.

Historisk set går bogen helt tilbage i tiden med spekulationer om, hvorvidt homo heidelbergensis, homo habilis og homo erectus havde forudsætningerne for sprog, videre forbi antikken, hvor én af datiden mest kendte retorikere, Demosthenes, tilsyneladende har trænet sin stemmeføring ved at løbe op ad bakker og tale på samme tid. Derudover gør bogen også holdt i 2. verdenskrig ved Hitlers og Churchills stemmer, og hvilken betydning deres stemmer kunne have for motivationen hos tropperne og befolkningen.

Generelt er beskrivelserne af stemmen (og sprog) ganske anderledes end den, vi plejer at gøre brug af i lingvistikken eller i fonetikken, når vi beskriver stemmekvalitet. Thomas Windings stemme bliver beskrevet som havende en ”afrundet og mørk klangfarve” (s. 11), og konsonanterne ”b” og ”l” beskrives som ”toneløse lyde” (s. 10). Bob Dylans stemme karakteriserer forfatteren meget poetisk som en ”bitter blæst fra Baltikum bevæge sig ned til Sortehavets søde strande” (s. 52-53), hvorefter han dog ræsonnerer, at han selvfølgelig nok forføres eller vildledes af de indtryk, han har læst sig til. Forfatteren vender også selv, hvordan stemmen kan være svær at beskrive med ord – og hvordan det er let at forveksle sprog med stemme og omvendt.

Bogens sidste kapitel kredser også omkring sangen. Her findes flere fun facts og gisninger om, hvorvidt det fysisk måske faktisk er muligt at sprænge glas med sin stemme, som det sker i tegneserier, om Freddie Mercurys stemme spænder over 3 eller 4 oktaver, hvordan man tidligere kastrerede fattige mandlige kirkesangere, så deres smukke stemmer ikke skulle ”ødelægges” af testosteron og meget, meget mere.

Nu vil jeg ikke afsløre alle bogens guldkorn her, for det er jo ikke en lang bog. Man kommer – som både antydet og nævnt – vidt omkring stemmen på de 60 sider, hvor historien og filosofien samt forfatterens egne erfaringer er dominerende, og forfatteren fortæller med nysgerrighed, og han viser tydelig begejstring for emnet. Af selv samme grund kan man ikke dykke dybt ned i alle aspekter af stemmen på så få sider, og det er heller ikke pointen med bogserien Tænkepauser. Men det er alt i alt en lille, hyggelig og hurtigt læst bog med et filosofisk snarere end lingvistisk perspektiv, men bestemt den tid værd, det tager at læse den. Og det er vel altid sundt at se det hele i et andet perspektiv.

Mette Hjortshøj Sørensen er fonetiker, arbejder som ekstern lektor på Aarhus Universitet og er ejer af kriminalfonetik.dk, der udfører kriminalteknisk fonetisk analyse til brug i retten.

”Stemmen” af Peter Museaus – en del af serien Tænkepauser – viden til hverdagen udgivet af Aarhus Universitetsforlag i oktober 2018.

En udtalt succes! – Anmeldelse af “Udtalt: En introduktion til dansk fonetik” Sproglidenskab: Slående opdagelser om sprog Sprogbegreberne Rundt En mystisk genudgivelse af en klassisk lærebog i fonetik Anmeldelse: Rejsebog om en afdød lingvist og ballademager ”Mor, du siger tre ting, så siger jeg tre ting” – En anmeldelse af guidebogen ”Bogen om alting, ingenting, Emil og dragen”