Hen over sommeren er det Lingoblogs fornøjelse at bringe dig anmeldelser af bøger, så du ikke går ned på god lingvistisk litteratur mens du slænger dig på stranden, hygger dig i sommerhuset eller skal fordrive tiden i flyveren mod varmere himmelstrøg. Denne uge lægger vi ud med “Tal! – Sammen”.
”Tal! – sammen” af Ejvind Hansen er en lille, grøn A5-lommebog, der med sine 150 sider og (for det meste) jordnære og koncise sprog er hurtigt og fornøjeligt læst. Der er et stort udråbstegn på forsiden, hvilket går godt i hånd med bogens budskab, der er meget klart: Hvorfor samtale er vigtigt, og hvordan vi faciliterer gode samtaler.
Bogen er delt op i seks kapitler, hvor de fem første hver fokuserer på et aspekt af det at tale sammen. Bogen har et samfundsfagligt-filosofisk perspektiv, så de fem aspekter, forfatteren har valgt, er ligeledes aspekter af at indgå som borger i et demokratisk samfund.
Det første kapitel handler hvordan vi gennem samtale og sprog definerer den rolle vi spiller over for og sammen med andre mennesker, og dermed etablerer autoritets- og magthierarkier, fællesskaber og grupperinger. Hansen argumenterer også for at ”der [ikke] findes noget ”selv” uafhængigt af at [det selv] interagerer og kommunikerer med andre”, og diskuterer i den forbindelse hvordan menneskets identitetsfølelse opstår i sammenspil med andre. Selvom det er en grundig gennemgang med mange gode pointer, savner jeg her at der bliver dykket lidt mere ned i identitets-baserede fællesskaber (eller fællesskabs-baserede identiteter) og betydningen af disse – især i en samfundsorienteret bog i en tid hvor ordet ”identitetspolitik” får den offentlige debat til at bryde ud i flammer (bogen er udgivet i november 2017).
Det andet kapitel er en gennemgang af talehandlingsteori og sprogets handlingsmæssige magt på godt og ondt. Det tredje kapitel ser så på den magt, sproget har, der ikke belyses af en talehandlingsanalyse – her handler det om diskurser og kontekstens betydning. Hansen illustrerer fornemt hvordan mennesker bruger sproget til at udøve magt på hinanden, hvordan konteksten gør at udsagn, der ellers virker uskyldige i sig selv, bliver skadelige og undertrykkende (mikroaggressioner), og hvordan den herskende diskurs i høj grad bestemmer, hvad det overhovedet er muligt at tale om.
Det fjerde kapitel er bogens længste og handler om ytringsfrihed. I en tid hvor nogle måske er bekymrede for at ytringsfriheden er truet, giver Hansen en veltrængt beskrivelse af hvad dét egentlig betyder, og skelner mellem en reel hindring af af ytre sig (formel ytringsfrihed) og hvorvidt man risikerer at møde konsekvenser af at sige visse ting (materiel ytringsfrihed). I kapitlet argumenterer han for, at absolut frihed hverken er muligt eller ønskværdigt, og gennemgår så fire funktioner af ytringsfriheden: 1) som en måde at diskutere os frem til ”sandheden”, fordi mennesket er for uperfekt til at kunne stole på at vi nogensinde har nået den, 2) som en mulighed for selvudtrykkelse, 3) som et middel til mangfoldig demokratisk debat, og 4) som et middel til kritik af magthaverne. Han gennemgår fordele og ulemper ved hver af de fire perspektiver, og argumenterer også for hvorfor de kun kan fungere med en vis begrænsning af ytringsfriheden. I min optik minder 1) og 3) meget om hinanden, eller er i hvert fald tæt forbundne, og kunne med fordel være skrevet i forlængelse af hinanden, men alt i alt er det et kapitel fuld af gode pointer.
Femte kapitel handler om tavshed og hvordan den kan være ligeså udtryksfuld som ord. Hansen gennemgår hvordan tavshed kan bruges til at afvise, at reflektere og at anerkende. Dele af kapitlet er desværre noget mere flyvsk og uklart skrevet end resten af bogen, men pointen opsummeres godt i dette citat: ”Tavsheden er forudsætningen for at vores ytringer i sidste ende kan have en værdi.” Kapitlet passer godt ind i en bog, der ellers handler om at tale, for Hansen pointerer at der i vores produktivitetsbesatte samfund er tendens til at der til tider bliver talt for meget, hvilket ikke giver os tid til at overveje de enkelte ytringers betydning.
I det sjette og sidste kapitel opsummerer Hansen og giver sit bud til hvordan vi faciliterer god samtale, både på individ- men især på samfundsplan. Det gør vi ifølge ham ved at udøve diskursanalyse i hverdagen, tage pauser til at lytte, og ved både at tage plads til at være det særegne menneske vi er uden skam, og samtidig ydmygt give plads til andre til at være dem, de er.
”Tal! – sammen” er en bog der får sit budskab klart igennem og som har styr på sit filosofihistoriske ophav uden at blive indspist. Der er desværre steder, hvor eksemplerne er oversimplificerede og argumentationen uklar, men det er et fåtal, og hovedsageligt er bogen meget velskrevet. Da den tillige kan læses på en eftermiddag og er nem at forstå, kan den anbefales som obligatorisk læsning før man kaster sig ud i den offentlige debat.
Ehm Hjorth Miltersen er bachelor i lingvistik fra Aarhus Universitet.
