”Samtale er guld. Det er det mest effektive system til tidlig læring, som vi har” (Erika Christakis 2016: 9 i Bylander og Krogh 2018: 9). Med dette citat som grundlag beskriver og inspirerer Helle Iben Bylander og Trine Kjær Krogh, hvordan man bedst muligt kan understøtte børns sproglige og kommunikative udvikling i dagtilbuddets hverdag.
Kommunikation og sprog som læreplanstema
I forbindelse med den nye dagtilbudslov i 2018 fulgte regler om ”en fælles forståelse af det pædagogiske værdigrundlag for alle dagtilbud” (Børne- og Socialministeriet). Dette værdigrundlag blev formuleret i den styrkede pædagogiske læreplan, der skal understøtte og styrke alle børns trivsel, læring, udvikling og dannelse. Den styrkede pædagogiske læreplan består af 6 læreplanstemaer, hvori det ene er kommunikation og sprog. Dafolo har i deres læreplansserie givet konkrete bud på, hvordan man arbejder med læreplanstemaerne i praksis på den bedst mulige måde.
Samtale er guld
Gennem otte kapitler beskriver Bylander og Krogh, hvordan en god sproglig rollemodel, gode legekompetencer, kvalitet i samtaler, trivsel og det generelle børnemiljø påvirker børns sproglige og kommunikative udvikling. Til sidst vendes emnet ”evaluering” også for at skabe fokus på værdien og formålet med dette i relation til børns sproglige og kommunikative udvikling.
Alle kapitler bliver introduceret med en definition af det pågældende emne og afsluttes med en opfordring til at overveje konkrete elementer. Generelt bliver man holdt godt i hånden, når der gennemgås emner så som meningsfuld læring, selvfortælling og tidlig literacy. I specielt kapitlet om ”temaarbejde og sammenhæng med de øvrige læreplanstemaer” får vi konkrete værktøjer til at arbejde med kommunikation og sprog i den pædagogiske praksis ud fra et princip om, at sprog skal forklares, beskrives og erfares – og dette kan jo passende foregå i samarbejde med flere læreplanstemaer.
Konkret inspiration til sprogarbejde i daginstitutioner
Bylander og Krogh skriver, at ”hensigten med bogen er at præsentere sprog og kommunikation i en helhedsforståelse, hvor det enkelte barns sproglige virkelighed, børnemiljøet og barnets forældre samtænkes med viden om, hvordan barnets sprog og tænkning udvikler sig”. Den hensigt rammer de fuldt og fast i bogen. De præsenterer forskellige emner, som alle har en stor og vigtig betydning for børns sproglige og kommunikative udvikling; de giver konkrete bud og idéer til, hvordan man kan arbejde med emnerne i praksis; og de bygger det hele på forskningsbaseret viden.
Desuden en lille note: Jeg er derudover begejstret for måden, hvorpå de præsenterer viden om børns udvikling af talesprog. Ofte ser man, at et sådant kapitel først er bygget op med en gennemgang af et-sproglig børns udvikling og derefter en kort bemærkning af flersproget børns udvikling. Her er det omvendt: først beskrives børn med flere sprog og hvordan eventuelle antagelser kan påvirke de voksnes arbejde med barnet; og dernæst beskrives alle børns talesproglige udvikling. Dette giver et tiltrængt oprør mod den uhensigtsmæssige, negative klang, som desværre til tider følger med arbejdet med børn med flere sprog. Det varmer i hvert fald mit lingvist-hjerte, som brænder for, at alle børn skal have en lige mulighed for at udvikle et godt sprog.
Maria Kjems Christensen er cand.mag. i lingvistik med speciale i børns sprogtilegnelse og sprogudvikling. Hun arbejder pt. som sprogpædagogmedhjælper i en børnehave.
Referencer
Bylander, Helle Iben og Trine Kjær Krogh. 2018. Samtale er guld – kommunikation og sprog i børnehøjde. Dafolo.
Børne- og Socialministeriet. Den styrkede pædagogiske læreplan. Fundet: 28/7 2019.
Link: https://socialministeriet.dk/arbejdsomraader/dagtilbud/paedagogiske-redskaber-og-rammer/den-styrkede-paedagogiske-laereplan/
Christakis, Erika. 2016. How the New Preschool Is Crushing Kids. The Atlantic. January/February 2016.