Anmeldelse af Per Aage Brandt: The Music of Meaning

Anmeldelse af Per Aage Brandt with Line Brandt, Ulf Cronquist, Peter Hanenberg and Austin Bennett 2019: The Music of Meaning. Essays in Cognitive Semiotics, Cambridge: Cambridge Scholars Publishing, 24 sider).

Bogen tager meget lang tid at læse, især fordi den er så stofmættet. Den er inddelt i 24 essays i otte sektioner om emnerne musik, poetik, kunst, udsigelse (enunciation), blending, lingvistik, tegn og samfund.

Per Aage Brandt er the grand old man i dansk semiotik, han var grundlægger af Center for semiotik på Aarhus Universitet, har slået igennem internationalt som professor og centerdirektør ved Case Western Reserve University, Cleveland og er ridder af Dannebrog.

Det fremgår ikke klart hvilken rolle alle medforfatterne spiller; enkelte steder står der at et par sider er referater af deres artikler eller afhand­linger. Men Per Aage Brandt tager vel ansvaret for det hele.

Bogens artikler er ikke skrevet så de hænger sammen, men handler alle om forskellige dele af semiotikken og dens nabodiscipliner, og det er imponerende hvor langt omkring man kommer gennem de for­skel­lige sektioner og essays. Om mange emner tegnes der ontologiske ver­denskort, der fremsættes nye og dristige hypoteser, og der argumenteres i de fleste tilfælde overbevisende for teserne. Så hold på hat og briller for her kommer der et lynreferat af sektionerne i rækkefølge, med ophold to steder hvor argumentationen ikke forekommer overbevisende.

Sektion 1 Musik beskriver hvorledes i den semiotiske evolution poesi kom­mer før prosa og musik før sprog fordi rytme er for­ud­sæt­ningen for den intersubjektive konceptualisering af tid og kon­ka­te­nering af dis­kre­te enheder i forskellige domæner: fysisk bevægelse, so­cial koor­dinering, mental koordinering og symbolsk koordinering (tur­tag­ning).

Sektion 2 Poetik behandler poesien som både udsigelse (hvem?), semantisk indhold (om hvad?), komposition (hvordan?) og genre (hvorfor?). De tre litterære genrer kan karakteriseres ved at udsigelsen i poesi er Jeg siger …, i drama: Han sagde – hun sagde, og i fiktionsprosa: Jeg lader som om jeg er en der fortæller dig hvad der skete. Med den særlige udsigelse i vittigheder, metaforer, metonymier og litterær nonsens beskrives (litterær) genre som en konflikt mellem et generisk koncept og et singulært percept.

Sektion 3 Kunst: Et kunstværk er et artefakt der består af materiale, teknik, form og præsentation som udfoldes i syv domæner defineret ved at være hhv. fysisk, social, mental, intim, politisk, hjemlig og hellig. Og der fremsættes den tese at rum snarere end genstande er de grundlæggende enheder for tænkning og fantasi, perception og erfaring.

Sektion 4 Udsigelse handler i et essay om de­le­ge­ring af udsigelsens stemme til forskellige mentale rum. Fra den per­for­mative og deiktiske her-og-nu-talehandling kan der ske dele­ge­ring af stemmen til et subjektivt erfaringsrum, eller til et objektivt epistemisk rum, til et mangestemmigt og relativt rum eller til et forestillet rum uden en stem­me. Det sidste er fiktion med en ikke-stemme af en imaginær taler.

I et andet essay diskuteres begrebet deiksis i forbindelse med spejlbilleder. Brandt mener at spejlbilleder ikke er tegn fordi de mangler udsigelse, men er sonder (probes) som også vejrhaner, termometre, mikroskoper, dvs. artefakter der udvider vores sansning ved at skabe ny forbindelse mellem percepter og koncepter. Alle tegn er deiktiske i og med afsenderen viser adressaterne formen (som er et ikonisk eksemplar af en type), og formen viser adressaterne indholdet (som er et begreb med en semio-pragmatisk værdi).

I et essay vises det hvorledes grammatisk modus bliver til udsigelsesmodalitet. På romanske sprog kan man skelne mellem subjektiv og ikke-subjektiv modus, og mellem real og ikke-real modus.

Det giver fire modi: affektiv, intellektiv, volitiv og imaginativ som svarer til hhv. de fire udsigelsesmåder: evaluativ, assertiv, imperativ og interrogativ:

Fire forskellige intonationsmønstre i teaterstuderendes udtale af den samme sætning, It is five o’clock, i forskellige kontekster, fx You should get going! It’s five o’clock! over for That is a fact. It’s five o’clock., tyder på at der er mikro-prosodisk udsigelsessemiologi hvor hver udsigelsesmåde har sin intonation.

Sektion 5 handler om blending. På forsiden af bogen er der et billede af en historie fra Arthur Koestlers The act of creation om en munk der på to forskellige dage går op og ned ad en bjergsti.

Hos Koestler lyder historien således:

One morning, exactly at sunrise, a Buddhist monk began to climb a tall mountain. The narrow path, no more than a foot or two wide, spiraled around the mountain to a glittering temple at the summit.

The monk ascended the path at varying rates of speed, stopping many times along the way to rest and to eat the dried fruit he carried with him. He reached the temple shortly before sunset. After several days of fasting and meditation he began his journey back along the same path, starting at sunrise and again walking at variable speeds with many pauses along the way. His average speed descending was, of couse, greater than his average climbing speed.

Prove that there is a spot along the path that the monk will occupy on both trips at precisely the same time of day.

Denne historie er citeret i Per Aage Brandts bog i sektionen om Blending (side 196-204) fordi den i Fauconnier og Turners bog The way we think (2002) er brugt som et introducerende eksempel på det semiotiske analyseredskab ‘blending’. Koestler siger om historiens gåde at man kan løse abstrakte problemer gennem konkretisering og visualisering, således som det somme tider sker i drømme. Man skal blot se for sig at munken går op og ned samme dag, og derfor nødvendigvis må møde sig selv på et eller andet sted (uden at man kan vide præcis hvor eller hvornår).

Fauconnier og Turner mener at man løser gåden ved fusionering af to mentale inputrum (som har et fælles generisk rum) til et mentalt blendet rum, illustreret med følgende diagram (side 45):

Per Aage Brandt indvender mod denne analyse at sådan et rent rumligt blend ikke løser gådens spørgsmål som jo var om tid; det lød om man kun­ne bevise at der er en plet som munken vil betræde på begge rejser “at precisely the same time of day”. Han anfører at det rumlige blend på grund af de to forskellige tidspunkter giv­er en selv­mod­sig­else, som illustreres med følgende diagram (side 201):

Den semiotiske løsning på hvordan gåden løses, er så, efter Per Aage Brandts mening, at der udover inputrum fra de to dage også er et tredje inputrum, nemlig det rum som gåden stilles i: …Prove that there is a spot …, og at det nødvendiggør et blend nr. 2, hvor den opgående munks og den nedstigende munks møde observeres på ‘samme’ tid af gådeløseren. Det illustreres ved følgende diagram (side 202):

Det er ikke til at forstå hvordan diagrammet med to blends skulle være mere overbevisende end Fauconnier og Turners diagram eller end diagrammet med ét blend. Det for­vir­ren­de og udfordrende ved gåden er at der er tale om både det samme sted (nemlig hvor munken er på samme tid) og samme tid (hvor han er på sam­me sted), samme gåde hvori munken er på samme sted på to forskellige men samme tider. Der involveres nemlig her tre forskellige betydninger af ordet sam­me. Enten betyder det (a) ‘numerisk identisk med’ (fx Vi er alle i samme båd), (b) ‘æ­kvi­valent med’ (fx Vi har samme uddannelse)’, eller (c) ‘uforandret i tid’ (fx Man kan ikke gå ud i den samme flod to gange).

For alle steder på stien gælder det nemlig at de er samme sted (c) på vejen op og på vejen ned. For alle tidspunkter (både på vejen op og på vejen ned) gælder det at de ikke er de samme (a) som nogen af de andre, men at alle tider på opstigningsdagen har ækvivalenter (nemlig samme klokkeslet) (b) på nedstigningsdagen og omvendt. Problemet for gådeløseren er så at det – på det foreliggende grundlag – hverken er muligt at regne ud på hvilket sted munken er på præcis samme tidspunkt, eller på hvilket tidspunkt han er på samme sted. Og det er det gådeløseren går ud fra er det der skal findes for at man kan besvare spørgsmålet.

Men det spørges der faktisk ikke om; der spørges kun om tiden og stedet findes, ikke hvor de er. Det er altså et meget abstrakt og teoretisk problem som ikke har nogen umiddelbar anvendelse eller relevans for hverken munken, spørgeren eller svarere.

Dette abstrakte matematiske problem løses lettest ved et simpelt koordinatsystem med tiden på den vandrette akse og antallet af kilometer op ad bjerget på den lodrette akse. Hvis man tegner de to ture ind på diagrammet ser man at de faktisk skærer hinanden (og det ca. ved middagstid). Så simpelt kan det gøres.

Det er ikke underligt at gådeløserne tror at de skal finde tiden og stedet. For alle oplysningerne i den oprindelige tekst, om varierende hastighed, om forskellige gennemsnitshastigheder op og ned, og om pauser giver det indtryk at de er relevante for gådens løsning, som derfor må være at finde ud af precisely hvornår stederne er de samme. De forstår defor at spørgsmålet er: Hvornår og hvor …? og ikke blot: Er der en tid og et sted …? Hvorfor skulle man ellers have alle disse oplysninger? Det er således et typisk taskenspillertrick; opgavestilleren afleder publikums opmærksomhed fra det vigtige – som derfor overses; keine Hexerei, nur Behändigkeit.

Sektion 6 Lingvistik giver en model for fire niveauer af form og mening med 1. niveau med leksemer som betegner kategorier, 2. niveau med sætninger som betegner scenarier, 3. helsætninger som betegner ideationelle enheder og 4. udsigelseshandlinger som er tænkehand­linger. Sproget fungerer som en tragt hvormed man kan gøre meningsrepræsentation der er tredimensionel i tid og rum til et endimensionelt lineært udtryk, og omvendt. Strukturen i den lineære repræsentation kan efter Brandts mening bedst – efter Tesnière – dokumenteres med såkaldte stemmaer som er grendiagrammer der i modsætning til den generative grammatiks træer vokser opad.

I sektion 7 Tegn fremsættes Per Aage Brandts tese om at diagrammer hverken kan beskrives som symbolske eller ikoniske, eftersom de ikke synes at være arbitrære og ikke ser ud som billeder, og at de er intentionelle og motiverede, men hverken ved konvention eller lighed. Diagrammer er derfor en særlig type af tegn, lige så fundamentale som Peirces symboler og ikoner, men indtil videre ignoreret i den semiotiske litteratur (side 286).

Det er dog ikke alle semiotikere der har ignoreret diagrammerne. Fre­derik Stjernfelt har både skrevet disputats om Diagrammatologi (2007) og en bog om Natural propositions. The actuality og Perirce’s Doctrine of Dicisigns (2014), 328 sider som så refereres af Brandt på 3 sider (side 305). Frederik Stjernfelt har forsøgt at beskrive diagram­mer som skemaer der repræsenterer den indre struktur af objekter med forbundne dele der gennem manipulation muliggør ræson­ne­ment­er og nye indsigter.

Der er således i Brandts semiotik tre klasser af tegn: symboler, ikoner og diagrammer. Det skal her i parentes bemærkes at Per Aage Brandt – med god grund – ikke regner det som Peirce beskriver som en særlig tegntype, nemlig indekser, som tegn, men som genstande for reflek­te­ren­de tænkning, genstande som opfattes som aspekter af andre genstande, som når mørke skyer opfattes som (en side af) regn (side 273). Alt i verden er på denne måde indekser for mange andre ting, og derfor ikke semiotiske tegn.

Efter Brandts teori ligger perception til grund for symbolsk mening, og erindring til grund for ikonisk og eksistentiel mening, og i mellem disse to poler ligger konceptuel, ideationel, epistemisk forestillingsevne (imagination) til grund for diagrammatisk mening, dvs. tænkning som vi bruger til mere abstrakte og teoretiske opgaver som fx planlægning og problemløsning i diagrammer (side 273). De symbolske, diagram­matiske og ikoniske tegntyper udspringer endvidere af hhv. perception, tænkning og erindring (long term memory) som igen er udtryk for hhv. subjektets handling (ago), tænkning (cogito) og begær (libido).

Det er dog ikke rigtigt – som Per Aage Brandt skriver – at der ikke er noget ikon og ikke nogen symboler i diagrammer; begge dele er der, men ikke på samme måde som i et analogt portrætmaleri med en billedtekst der angiver personens navn med konventionelle bogstaver. På portrættet er billede og tekst blot sat sammen, og teksten er subjekt i forhold til maleriets prædikat: Sådan så NN ud.

I diagrammer er de to modaliteter ikke blot sat sammen, men integreret i hinanden. På et landkort, som er et typisk diagram, kan man se at den by bogstaverne henviser til, i landskabet befinder sig på et sted som er analogt til det sted på kortet hvor bogstaverne står. Modaliteterne analogi og konvention er således integreret og interagerer i ét tegn.

Og på koor­di­nat­sy­stemet over munkens opstigning og nedstigning viser punktet hvor de to linjer på billedet krydses, både tiden og stedet for munkens samtidige tilstedeværelse, angivet ved bogstaverne og tallene på de to akser. Diagrammer er således ikke – som Brandt mener – en tredje tegntype der hverken er symbolsk eller ikonisk, men tegn hvor det ikoniske og det symbolske er integreret.  Og det kan man så at sige også se på diagrammet over den viste semiotiske model over the signifying mind. Den diagrammatiske tænkning har både del i den perceptuelle Gestalt-skematiske og symbolske mening og i erindringens semantiske, episodiske og ikoniske mening.

Sektion 8 om samfundet behandler i et essay forskellen på begreberne play og game. Deltagerne i et play har fiktive teatralske, rituelle og narrative roller, mens et game er antinarrativt, antirealistisk med ukendt slutning, uden noget script, men med regler om hvad der tæller som at vinde og tabe og tilhørende strategiske fremgangmåder.

Forholdet mellem de danske ord leg og spil er, underligt nok, slet ikke det samme som mellem de engelske ord.

Et andet essay giver et økologisk syn på den semiotiske struktur af menneskelige samfund. Der er tre lag af aktiviteter der går mod den entropiske strøm: de organiske samfund der skaffer føde, de tekniske institutioner der skaffer varer, og regenterne der udøve deres myn­dig­hed gennem religion, templer og banker.

Der er betydeligt flere vigtige og interessante pointer i bogen end der er blevet plads til i dette superkorte referat, så bogen kan bestemt anbefales til alle som har interesse i semiotik eller semiologi, men den kræver også en del af sin læser.

Kommentarer til Per Aage Brandts anmeldelse af Om tegn Om Tegnhedens Omhed Kun 100 ord per dag: Vox Anmeldelse: Alt dette vil jeg give dig ”Mor, du siger tre ting, så siger jeg tre ting” – En anmeldelse af guidebogen ”Bogen om alting, ingenting, Emil og dragen” En udtalt succes! – Anmeldelse af “Udtalt: En introduktion til dansk fonetik”