Dansk udtaleordbog er et meget flot og brugbart men også kontroversielt værk. Eller på “dansk udtaleordbogsk”: /ˈtæn̰sk ˈuɤ.tsæːl.ə.oɐ.pɔʊ̰ æ et ˈflɒt ɐ ˈpʁuː.pa̰ːt mɛn ˈɒs.ə kʰɒn.tʁo.væɐ.ˈɕɛl̰t ˈvæɐk/. Den er udgivet i 2024 af Modersmål-Selskabet og skrevet af Ruben Schachtenhaufen og – angivet med mindre skrift uden at man får at vide hvilke roller de forskellige forfattere har haft – Michael Bach Ipsen og Mikael Fabrin.
Et flot værk
Som anmelder er man så heldig at få et eksemplar af bogen i hånden. Det er en stor sag, højde og bredde cirka som et A4-papir, nogle centimeter tyk, stift omslag, sat op med god afstand mellem linjer og ord og meget let overskueligt. Og i flotte farver (se figur 1). Hvor mange sider der er, kan jeg ikke sige, der er ingen sidetal i bogen, som udnytter A4-papirets størrelse fuldt ud, så der er meget lidt margen, især i bunden af siderne.
Ifølge Modersmål-Selskabets hjemmeside findes der også en “kompakt udgave (17×24 med blødt bind) til taske- og studiebrug”, som jeg ikke har haft adgang til, så jeg kan ikke vurdere om nedfotograferingen har gjort den gnidret. På indersiden af for-omslaget er der et skema med lydskriftsymboler og på bag-omslaget det internationale fonetiske alfabet (IPA). Bogen indeholder en indledning, på både dansk og engelsk (+ en engelsk udgave af lydskriftsymbolerne og IPA forklaret på engelsk), og så selve ordbogen.
Ordbogen er sat op i tre spalter, hvor opslagsordene står med fed, og udtalen – eller udtalemulighederene – står mellem skråstreger. På Modersmål-Selskabets hjemmeside kan man få et smugkig i bogen og se hvordan den ser ud indeni. Det kan jeg anbefale at man gør. Den er rar at kigge i, men skulle jeg indvende noget, er lydskriften skrevet med en meget tynd skrift, som står i stærk modsætning til opslagsordenes fede skrift. Det går især ud over læsbarheden af de små punktummer der angiver stavelsesdeling og l’erne, som især efter punktummer ser mærkelige ud.
Et brugbart værk
Bogen henvender sig til mennesker der lærer dansk som andet- eller fremmedsprog, til undervisere og studerende i dansk, og til alle der er interesseret i dansk udtale. Det første formål understøttes af at indledningen også er skrevet på engelsk, og også af lydskriftens bærende princip. Dette princip går ud på at lydskriften “følger tegnenes definition og principperne i det internationale lydskriftalfabet IPA uden omdefinitioner af symbolernes lydværdier” (fra indledningen). Det er samtidig en “bred (fonematisk)” lydskrift, som “vises mellem skråstreger”. Derudover gør ordbogen noget som er usædvanligt for den slags værker – den angiver ord også i deres bøjede former, for som forfatterne skriver: “Vi ser ikke noget formål i at jage læseren rundt i manegen for at finde udtalen under en ubøjet form” (fra indledningen). De har dog ikke alle bøjnings- og afledningsformer med, de regelmæssige angives i en tabel i indledningen, så bogen behøver kun at angive former der ikke følger disse principper. Men fx er bestemtheds- og flertalsformer angivet da udtalen af dem ikke kan forudsiges. Dette gør at man kan tage en skrevet tekst og meget hurtigt se hvordan ordene i den skal udtales.
Variation i udtalen har altid været en svær størrelse for udtaleordbøger. Tidligere har der været en tendens til at tage udgangspunkt i “den gode og sikre sprogbruger”, hvilket normalt henviste til lidt ældre, eller midaldrende, middelklassemennesker fra det storkøbenhavnske område, eller som i DDO, hvor de udtaler der gengives, “er indtalt af en kvinde på ca. 40 år med østdansk rigsmålsudtale” (fra DDOs side om udtale). I Dansk udtaleordbog “ligger snittet fra den nu midaldrende generations typiske udtale til den nu yngre generations” (fra indledningen). Og dette bygger på den digitale ordbogsdatabase der findes på udtaleordbog.dk, som danner grundlaget for denne trykte ordbog. Det betyder også at de udtaler der angives i ordbogen i høj grad er østdanske, fx angives “meget” som /ˈmaɪ.ɤ/ > /ˈmaː.ɤ/, dvs en tydelig ældre udtale og en nyere østdansk udtale, mens jyske regionale udtaler som /ˈmaɪ.t/ eller /ˈmaːɪ/, med henholdsvis hård d-udtale og ingen angivelse af skriftens d, ikke findes. Dog siges det i indledningen at variationer som disse findes.
Princippet om en “bred” udtale betyder at der er få diakritiske tegn, altså små mærker man sætter over eller under symbolerne for at vise at deres udtale flyttes lidt fra normaludtalen. De eneste der bruges i ordbogen, er en trykstreg (ˈ) før stavelser der bærer ordtryk, et forlængelsestegn (ː), et punktum (.) Til at angive stavelsesgrænser, samt en tilde under symboler ( ̰) der angiver stød. Dette princip gør at man ikke behøver være ekspert i lydlære for at tyde lydskriften.
Princippet om at følge IPA indebærer at lydskriften adskiller sig fra den man ellers finder for dansk, i tidligere udtaleordbøger og på internet-resurser som fx Den Danske Ordbog (DDO). De vigtigste forskelle ligger i angivelsen af hvordan de danske lukkelyde (plosiver) og det bløde d udtales. DDO og tidligere ordbøger har valgt en udtale som ligger tættere på dansk retstavning, sådan at p, k, t skrives [p, k, t], b, g, d [b, g, d], og det bløde d skrives [ð]. Dansk udtaleordbog har valgt hvad de mener ligger tættere på den faktiske udtale, og den som IPA angiver, så her skrives p, k, t som /pʰ, kʰ, ts/ og b, g, d som /p, k, t/. Det bløde d ser forfatterne som en vokal, en halvlukket, urundet bagtungevokal /ɤ/.
Et kontroversielt værk
Og dette bringer os frem til det kontroversielle. For folk der er vant til at angive p, k, t, b, g, d og det bløde d som i DDO og andre steder, er dette uvant. Det betyder også at mennesker der lærer dansk som andet- og fremmedsprog, bliver konfronteret med to meget forskellige lydskrifter, DDOs (og andre tidligere kilders) på den ene side og Dansk udtaleordbogs på den anden. Det må, alt andet lige, være forvirrende. Den praktiske betydning for folk der underviser i dansk som andet- og fremmedsprog, er at man må vælge. Og hvis man ser at elever/kursister bruger begge kilder og bliver forvirrede af det, må man tage fat der. Disse undervisere må også kunne indhente vigtige erfaringer der kan vise om ordbogens mindre skriftsprogsbaserede princip er en gevinst for kursisterne.
Schachtenhaufen har selv på schwa.dk lavet en en sammenligning og en diskussion af Dania (det gamle, dansk-baserede lydskriftsystem), DDOs og hans eget, som han bare kalder “bred IPA” eller “moderne IPA”, og som er det der bruges i Dansk udtaleordbog. Han når sjovt nok frem til at IPA vinder stort på point. De punkter hvor hans version af IPA er overlegen, er ifølge opslaget sværhedsgrad (de meget få diakritiske tegn fx), tværsproglig kompatibilitet (at man kan bruge erfaringer fra andre sprog – og kendskab til IPA), og han hævder også at IPA “ligger (…) tættere på det danske alfabet end både Dania og DDO” (sammesteds).
Der kan være videnskabelige indvendinger mod lydskriftsprincipperne i Dansk udtale. Grønnum (1998, 2001) angiver b, g, d som ustemte udtaler af de normalt stemte og “lenis” (svagere artikulerede) konsonanter [b, g, d], dvs. i hendes snævrere lydskrift [b̥, g̊, d̥]. Ruben Schachtenhaufen har i sit videnskabelige arbejde og på hans mere formidlende hjemmeside schwa.dk argumenteret for at de danske plosiver ikke er “lenis”, dvs. at b, g, d ikke er ustemte varianter at [b, g, d]. Han (og andre yngre fonetikere) ser b, g, d som uaspirerede (“upustede”) udtaler af det som i IPA angives [p, k, t]. Som Grønnum selv skriver, er “lenis” “et omstridt begreb i fonetikken (2001: 98). Og Schachtenhaufen hævder at det er “uklart om de [danske plosiver] er påfaldende svagere artikuleret end plosiver i andre sprog” (læs yderligere på schwa.dk, se også Schachtenhaufen 2023 om “utilpasset IPA”).
Der findes også en længere diskussion om hvordan det bløde d skal skrives i lydskrift. Traditionen har været at bruge [ð], eventuelt med diakritiske tegn, der kan vise at det ikke er det normale (fx engelske eller islandske) [ð], men en lyd der udtales med tungen længere tilbage, som ikke er en frikativ (hæmmelyd) men snarere en “halvvokal”, og som ofte er velariseret, dvs. tungen nærmer sig den bløde gane (velum). Dansk udtaleordbog har taget den fulde konsekvens af dette og skriver derfor det bløde d som en velær (dvs. bagtunge-) vokal /ɤ/, på linje med andre “svage vokaler” i dansk.
Jeg er ikke fonetiker og jeg har ikke lavet sammenlignende undersøgelser af plosiver på forskellige sprog eller af den præcise udtale af det bløde d, så jeg kan ikke tage stilling til hvad der gengiver danske udtaler bedst. Dansk udtaleordbogs valg virker logisk ud fra de præmisser som indledningen (og Ruben Schachtenhaufen andre steder) stiller op. Det kræver noget tilvænning, og det bliver interessant at følge udviklingen. Vil DDO fx i en ikke så fjern fremtid ændre deres fortolkning af IPA i retning af Dansk udtaleordbog, eller kommer denne ordbog til at stå som en parentes i beskrivelsen af danske lyde?
Jeg vakler selv mellem den indarbejdede tradition (a la DDO) og argumenterne i Dansk udtaleordbog med flere. Men jeg synes klart at Dansk udtaleordbog er et brugbart værk. Jeg vil gerne anbefale interesserede læsere at kigge på den. Hvis man ikke lige har 290 kr. til den store eller 240 kr. til den lille, kan man se den digitale version udtaleordbog.dk, hvor man ikke blot kan søge ord frem og se en udtale der svarer til den i Dansk udtaleordbog, men også få detaljer om ordene, hvem der bruger dem, flere forskellige udtaler og meget mere.
Citeret litteratur
Grønnum, Nina (1998). Danish. Journal of the International Phonetic Association. 28(1/2): 99-105.
Grønnum, Nina (2001). Fonetik og fonologi. Almen og dansk. København: Akademisk forlag. Schachtenhaufen, Ruben (2024). Utilpasset IPA. Danske Studier (2023), 21-61. DOI: https://doi.org/10.7146/danskestudier.vi2023.146735.
Jakob Steensig, ph.d., er lektor i lingvistik på Aarhus Universitet. Han forsker i samtaler på dansk og i dansk samtalegrammatik (samtalegrammatik.dk). Han og andre “interaktionelle lingvister” insisterer på at udtale er en del af en grammatisk beskrivelse af samtalesproget, og derfor bruger han lydskrift og interesserer sig for udtalen af dansk.
En udtalt succes! – Anmeldelse af “Udtalt: En introduktion til dansk fonetik” 
SERIØST, ENDNU EN FONETIKBOG? 
Sproglidenskab: Slående opdagelser om sprog 
Om at transskribere til en griseordbog 
“Okay” kan være “okay↗” eller “okay↘” – Variation i udtale og funktion 
For et frit ukrainsk! Særlig sproglig operation for Ukraine: Gratis ukrainsk-dansk-ukrainsk ordbog for fordrevne ukrainere og deres hjælpere.