I dag for 36 år siden, i 1987, afgik den sidste taler af De Vestindiske Øers nederlandskkreolske sprog – fru Alice Stevens – ved døden. Og med hende sproget. Dette indlæg handler om Alice Stevens og hendes modersmål, nederlandskkreolsk.
Nederlandskkreolsk blev talt på de tre caribiske Jomfruøer St. Thomas, St. Jan og St. Croix i næsten tre århundreder. Det eksisterede fra omkring år 1700 indtil 1987. Alice Stevens blev født i 1899 på øen St. Jan. Nederlandskkreolsk opstod sandsynligvis på St. Thomas omkring år 1700. Hun blev derfor født, da sproget allerede var næsten 200 år gammelt – virkelig mange år for et menneske, men relativt kort for de fleste sprog. Ikke desto mindre var nederlandskkreolsk et ’ungt’ sprog, og det døde på en måde både som et ’ungt’ og et ’gammelt’ sprog, idet det blev omtalt som di hou creol ’det gamle kreolsprog’ på det tidspunkt, hvor Stevens lærte det.
Vores modersmål er ældre: Dansk (KFB) er en videreudvikling af oldnordisk. Et særskilt dansk sprog udviklede sig omkring år 800. Nederlandsk (PB), som er et vestgermansk sprog, udviklede sig omkring samme tidspunkt. Begge sprog (og i øvrigt også engelsk) kan føres tilbage til et germansk ursprog. Germansk udgør så til gengæld en gren af sprogfamilien indoeuropæisk, hvis historie går 6.000 til 10.000 år tilbage i tiden, og som stammer fra området nær Sortehavet. Udviklingen fra proto-indoeuropæisk til dansk og nederlandsk tog mange årtusinder.
Nederlandskkreolsk var derimod, hvad der kaldes et kontaktsprog – et sprog, hvis eksistens er et resultat af kontakt mellem talere af to eller flere allerede eksisterende, ældre sprog. Mere specifikt var nederlandskkreolsk en type kontaktsprog, kendt som et kreolsprog. Kreolsprog er nye sprog, der opstod mere eller mindre pludseligt. På De Vestindiske Øer tvang slaveri mennesker til at udvikle nye fælles sprog under ugunstige, brutale sociale forhold. Hvor og hvornår det helt præcist var, nederlandskkreolsk opstod, er stadig genstand for en vis faglig debat, men i forskningen betragtes det som det mest sandsynlige scenarie, at sproget opstod mod slutningen af det 17. århundrede, sandsynligvis på St. Thomas, hvorfra det efterfølgende spredtes til St. Jan og St. Croix.
Disse tre øer udgør i dag De Amerikanske Jomfruøer (US Virgin Islands). Før 1917 var de en dansk koloni, kendt som De (Dansk) Vestindiske Øer eller Dansk Vestindien. Slaveriet blev afskaffet på øerne i 1848. På det tidspunkt havde nederlandskkreolsk været talt der i ca. 150 år.
Sproghistorisk er kreolsprog kendetegnet ved, at de har bevaret ordforrådet fra et kolonialsprog, og at de sideløbende har udviklet et nyt grammatisk system. Kreolsprog blev typisk skabt af slavegjorte mennesker, ofte afrikanere og afrocaribiere, der arbejdede under tvang på bl.a. sukkerplantager. Alice Stevens’ sprog havde størstedelen af ordforrådet fra nederlandsk. Det havde også nogle ord fra dansk, men overraskende få, måske et par dusin. Der var også en andel ord fra afrikanske sprog: Et par dusin ord fra bantu-sprog (primært fra Angola) og kwa-sprog (primært fra Ghana) er blevet identificeret. Derudover var der en række lån fra papiamentu, et ibero-romansk kreolsprog fra De Nederlandske Antiller. Endelig øgedes påvirkningen fra engelsk og øernes lokale engelskkreolske sprog gradvist i løbet af det 19. og især det 20. århundrede. Ikke desto mindre var nederlandskkreolsk ikke et blandet sprog (som er en anden type kontaktsprog), og der var langt færre låneord end i fx dansk, nederlandsk eller engelsk.
Alice Stevens blev født på St. Jan, den mindste af de (på det tidspunkt) Dansk Vestindiske Øer. Hun lærte både nederlandskkreolsk og engelskkreolsk og var dermed tosproget. Robin Sabino, en nu pensioneret lingvist, der arbejdede sammen med Alice Stevens, skriver følgende om hende: ”Fru Stevens fortalte mig, at hun voksede op hos sine bedsteforældre på moderens side, fra hun var ni måneder gammel, og at hun lærte at tale sine to sprog samtidig.” At lære flere sprog var almindeligt på øerne. I kolonitiden blev nederlandskkreolsk benyttet af missionærer til at omvende de slavegjorte afrikanere og afrocaribiere til kristendommen. En af deres historikere, den tyske missionær C.G.A. Oldendorp, stødte på en mangesproget virkelighed på øerne, da han besøgte dem i 1760’erne. Fire europæiske sprog blev talt bredt (nederlandsk, dansk, tysk, engelsk), to kreolsprog (nederlandskkreolsk, engelskkreolsk) og mindst 25 vidt forskellige afrikanske sprog. Nederlandskkreolsk opnåede en særlig rolle i dette mangesprogede samfund: Det blev talt som fællessprog, ikke kun af mennesker af afrikansk og afrocaribisk oprindelse, men også af mange europæere på øerne.
Under en arkæologisk ekspedition til øerne i 1922/23 blev den nederlandske antropolog/lingvist/arkæolog J.P.B. de Josselin de Jong fascineret af det nederlandskkreolske sprog. Han indsamlede eventyr og fabler på sproget, som han fik udgivet i 1926. Fortællerne og informanterne var alle født mellem 1841 og 1863, og var således mindst 60 år gamle. Af den grund skrev de Josselin de Jong om det ”i øjeblikket hurtigt døende” nederlandskkreolske sprog. De fleste mennesker på øerne, især den yngre generation, var på det tidspunkt allerede skiftet til engelsk og engelskkreolsk. Derfor omtalte nogle sproget som ’det gamle kreolsprog’.
Tidligere i historien kaldtes sproget ”cariolisch” lokalt, dvs. kreolsk, groft oversat: sproget for de lokalt fødte. I 1840’erne begyndte nogle europæiske forfattere og forskere/folkemindesamlere at bruge udtrykket negerhollands, dvs. ”neger-hollandsk”, om sproget. Denne betegnelse er nu erstattet af nederlandskkreolsk. Det tidligere navn, der blev smidt på historiens losseplads i 2010’erne, har åbenlyst racistiske konnotationer, og så er det desuden faktuelt forkert: Sproget blev ikke kun talt af mennesker af afrikansk afstamning, men også af de fleste europæere på øerne. Og sproget var ikke baseret på en hollandsk dialekt, men på flamske og andre sydlige/sydvestlige varieteter af nederlandsk.
Perioden for dokumentationen af Alice Stevens’ sprog er længere end for noget andet kreolsprog. Sproget blev beskrevet og dokumenteret igennem 250 år, først af missionærer og senere af lingvister, der lavede feltarbejde. Robin Sabino skrev en bog om nederlandskkreolsk, udgivet i 2012. Sabinos vigtigste informant var Alice Stevens, som hun interviewede og optog på bånd i 1980’erne. Selv om nederlandskkreolsk havde ændret sig, som alle sprog gør, så var der hos Stevens bevaret bevis på sprogets oprindelige form, var Sabinos begrundelse for at skrive om sproget på baggrund af optagelserne med Stevens. Og faktisk, som en anden lingvist, Gilbert Sprauve fra St. Jan, skrev om Alice Stevens, så var de nederlandskkreolske data, hun leverede ”den bedste målestok for [sproglig] autenticitet.” Robin Sabino og Alice Stevens arbejdede tæt sammen. Stevens producerede omkring 19.000 ord til Sabinos forskning, som er blevet bevaret for eftertiden. Sprauve interviewede også Stevens og lavede båndoptagelser med hende. I en af sine optagelser fik Sprauve Stevens til at oversætte Grimms eventyr om “Stadsmusikanterne fra Bremen”, som hun derefter fortalte til ham – og hans båndoptager – på både nederlandskkreolsk og lokalt engelskkreolsk. Sabino husker følgende om samarbejdet med hende: ”Fru Alice Stevens lærte mig negerhollands. Uden hendes skarpe vid og store generøsitet ville vi vide langt mindre om dette sprog, end vi gør.”
Alice Stevens’ bidrag til at bevare viden om det nederlandskkreolske sprog og lokale kulturtraditioner fra De Amerikanske Jomfruøer var uhyre vigtigt. Da hun døde i 1987, døde nederlandskkreolsk som talesprog. Imidlertid mødes et hold af lingvister og lokale ildsjæle og musikere fra øerne – inklusive Gylchris Sprauve, en slægtning til Gilbert Sprauve – ugentligt. De arbejder med at rekonstruere udtalen af og melodierne på traditionelle kristne salmer og andre sange på nederlandskkreolsk, som det engang blev sunget i kirkerne på øerne. Lokalt på øerne er der desuden entusiaster, der er interesserede i at lære mere om sproget og dets historie. Derudover har den nederlandske nederlandskkreolsk-specialist Cefas van Rossem et skatkammer af en blog om sproget, som bliver opdateret ca. hver uge (https://diecreoltaal.com/). Således er nederlandskkreolsk, skønt sproget ikke længere tales, ikke glemt.
Billedet nedenfor viser sprogforsker Robin Sabino (til venstre) med sprogeksperten fru Alice Stevens. Fotografiet stammer fra s. 206 af Robin Sabinos bog fra 2012: Language Contact in the Danish West Indies: Giving Jack His Jacket.
Kristoffer Friis Bøegh er forsker på Peter Skautrup Centret og underviser på Nordisk, Aarhus Universitet.
Peter Bakker er lektor i Lingvistik ved Aarhus Universitet.
The life and death of Mrs. Alice Stevens (1899–1987) and her native language (ca. 1700–1987) 
Afrikanske sprog i 1700-tallets Dansk Vestindien 
Danske låneord i Caribien 
Not So Cat Walk: Ordsprog fra St. Croix 
Kreolsprog, feltarbejde og lingvistisk teori – et interview med Peter Bakker 
Papiamentu: en ny beskrivelse af et ungt sprog