Afasi på grønlandsk påvirker syntaksen, men lader morfologien intakt

Mange lingvister er interesserede i sproglige handicap (afasi), der er opstået efter hjerneskader. Ved at undersøge dem kan vi måske sige noget om, hvordan sproget hos mennesker uden hjerneskade er organiseret – både hvilke dele, sproget består af, og hvor de forskellige dele er lokaliseret i hjernen. Vi håber at besvare spørgsmål som: Er der forskel på grammatik og leksikon? Sidder sprogforståelse og sprogproduktion forskellige steder? Hvordan får vi adgang til ords betydning, og ligger ord med lignende betydninger også nær hinanden i hjernen? Problemet med megen forskning i afasi efter hjerneskade er dog, at den primært har fokuseret på europæiske sprog, som strukturelt er meget ens.

Dette indlæg handler om min og mine kollegers undersøgelse af et radikalt anderledes sprog, nemlig vestgrønlandsk eller kalaallisut. Projektet udsprang af ren undren; ingen havde tidligere undersøgt, hvordan afasi ville påvirke et sprog som grønlandsk, hvor både morfologi og syntaks er meget forskellige fra de velkendte europæiske sprog.

Hvad kan afasi fortælle os om sprog i hjernen?

Afasi har længe fascineret lingvister, og måske mest berømt givet anledning til klassiske teorier om, at grammatik har hovedsæde et sted i den venstre frontallap (Brocas område), mens leksikon – altså ordforråd – primært sidder et sted i temporallappen (Wernickes område). Patienter med skader efter blodprop eller hjerneblødning i Brocas område har nemlig svært ved at producere flydende sætninger og har en tendens til at tale telegram-agtigt med flest indholdsord og få eller ingen grammatiske elementer. De forstår dog typisk det meste af, hvad der bliver sagt til dem, medmindre betydningen beror på usædvanlige grammatiske konstruktioner. Patienter med skader i Wernickes område, derimod, producerer generelt flydende tale, der hænger sammen grammatisk, men oftest ikke betydningsmæssigt. De har også langt sværere ved at forstå, hvad der bliver sagt til dem. Teorier som disse er tiltalende, fordi vi kan sige at ’her sidder grammatikken’ og ’her sidder det mentale leksikon’, men det er sandsynligvis for simpelt til at være sandt. Nyere studier har sået tvivl om og nuanceret både grammatik/leksikon-inddelingen og forståelse/produktion-inddelingen. I det mest omfattende, tværlingvistiske værk om agrammatisk, telegram-agtig afasi (Menn & Obler, 1990) kommer forfatterne frem til en meget løsere definition på afasi. De karakteriserer agrammatisk tale som langsom med korte sætninger og korte fraser – desuden er der ofte en form for ”begrænset brug” af syntaktiske og morfologiske redskaber. Eftersom netop syntaks og morfologi er temmelig uhåndterlige og diffuse størrelser på grønlandsk, er dette sprog særligt interessant som objekt for afasistudier.

Tilhæng på tilhæng på tilhæng

De fleste ved nok, at grønlandsk er et sprog, der er karakteriseret ved utroligt lange ord – faktisk er der i princippet ikke en grænse for, hvor mange morfemer man kan sætte sammen på grønlandsk. Det sker ofte, at man på grønlandsk udtrykker noget, der ville være en hel sætning på dansk med et enkelt ord – for eksempel betyder aalassarlussiartupallattupilussuuvunga ’Min evne til at bevæge mig blev gradvist (men voldsomt) mere og mere elendig’ (en ord-sætning ytret af en af kontroldeltagerne i vores studie). En grundig gennemgang af grønlandsk morfologi er alt for omfattende at begive sig ud i her, men jeg vil skitsere de vigtigste aspekter. Grønlandsk grammatik inddeles traditionelt i ekstern og intern syntaks (groft sagt syntaks og morfologi). De fleste ord består af en stamme med diverse såkaldte tilhæng, der kan indsættes mellem stammen og en bøjningsendelse. Omkring 400 af disse tilhæng bruges produktivt i moderne grønlandsk, og de forekommer i fire grove kategorier:

1. verbalmodificerende, som fungerer stort set ligesom adverbier på dansk (e.g. –pilussu– ’kraftigt’, der kan sættes på verbalstammen anorler– ’det blæser’),
2. nominalmodificerende (e.g. –suaq-’stor’, der kan sættes på verbalstammen anori ’vind’, hvilket skaber ordet anorersuaq ’storm’),
3. verbaliserende, der laver nominalstammer om til verbalstammer (e.g. –qar ’har X’, der kan sættes på flertalsformen af suluk ’vinge’ og dermed blive til suloqarpoq ’har vinger’), og
4. nominaliserende, der laver verbalstammer om til nominalstammer (e.g. –vik ’sted/tid, hvor handlingen foregår’, der sættes på allappoq ’skriver’ og bliver til allaffik ’skrivebord’).

Der er også over 300 bøjningsendelser organiseret i verbal- og nominalparadigmer. Den interne syntaks – morfologien – er altså bemærkelsesværdigt kompleks. Den eksterne syntaks – hvad man normalt simpelthen ville kalde syntaks – er derimod relativt simpel. De mest komplekse processer sker, når en sætning underordnes en anden (hvilket man som oftest kan se på verbernes modi), når sætningen har både subjekt og objekt, eller når antallet af verbets argumenter skifter som følge af valensændrende tilhæng. Valens refererer til, hvor mange argumenter et verbum kræver, for at sætningen er grammatisk korrekt – det kan fx være ét, hvis der kun skal være subjekt (’hun sover’), eller to, hvis der skal være både objekt og subjekt (’hun spiser æblet’). På grønlandsk er der to typer valenstilføjende affikser (kausativ og applikativ), som altså får verbet til at kræve flere argumenter, og to typer valensreducerende affikser (passiv og antipassiv), som får verbet til at kræve færre argumenter. Forestil dig for eksempel sætningen ’hun spiser æblet’, hvor verbet har to argumenter – på dansk kan vi også reducere valensen med passiv (’æblet spises af hende’), hvor subjektet bliver sat ud af fokus og egentlig ikke længere er nødvendigt (’æblet spises’ er også grammatisk korrekt).

Det var ikke klart for os, hvordan afasi ville udfolde sig på et polysyntetisk sprog som grønlandsk, især når grammatik og leksikon ikke er så forholdsvist enkle at opdele, som de er på engelsk og dansk. Vi antog, at morfologien på grund af dens kompleksitet ville lide skade – at afasipatienterne ville producere simplere ord, måske stammer uden bøjningsendelser, som man ser i agrammatisk afasi på dansk og engelsk. Hvis forsøgsdeltagerne med afasi stadig brugte lange ord, forventede vi i det mindste at se mindre variation i tilhængene – måske kun de mest almindelige, frosne konstruktioner. Måske ville bøjningsendelser forsvinde, mens tilhængene ville være tilbage, idet de sidstnævnte muligvis har mindre ”grammatisk” natur end bøjningsendelser. Vi undersøgte fem forsøgsdeltagere med afasi og fem kontrolpersoner, der var matchet i forhold til alder, køn, dialekt og uddannelse.

Intakt morfologi – beskadiget syntaks

Vores fund var overraskende. Afasipatienternes tale så ikke ud til at være mindre morfologisk kompleks en kontroldeltagernes! De havde lige så mange morfemer per ord, og der var ingen forskel på hverken andelen eller mangfoldigheden af nogle af de forskellige typer tilhæng. Patienterne producerede heller ikke flere grammatiske fejl. De talte derimod signifikant langsommere og i kortere ytringer. Forskellene syntes at ligge i den eksterne syntaks: Patienterne brugte færre transitive verber, færre underordnede verbalformer, og færre valensændrede verbalformer. Hvad betyder disse resultater for afasistudier og for lingvistiske teorier i almindelighed? Jeg vil argumentere for, at vi må holde op med primært at bruge europæiske sprog – og ikke mindst engelsk – som grundlag for lingvistiske teorier. Det holder ikke, når der er op mod 6000 sprog i verden og de fleste af dem har radikalt anderledes opbygning. Vores grønlandske studie sår tvivl om den traditionelle grammatik/leksikon-teori inden for afasiforskning, hvor visse patienter rammes af det ene og andre det andet. I stedet kan vores resultater måske støtte en mere funktionel, ”kommunikativ byrde” forklaring, hvor de dele af sproget, der er mest nødvendige for kommunikationen, også er dem, der er bedst præserveret. Bøjningsendelser på dansk og engelsk bærer for eksempel ikke så stor en del af den kommunikative byrde, idet betydningen ofte kan udledes af ordstilling. Det kan den ikke på grønlandsk, så derfor kan det tænkes, at morfologien er mere robust. Andre studier af afasi på sprog med høj morfologisk kompleksitet (for eksempel japansk, tyrkisk og finsk) viser lignende mønstre. Som alle andre afasistudier er vores selvfølgelig begrænset af det meget lille patientudsnit, som vi dog forsøgte at imødekomme med vores gruppe af matchede kontroldeltagere.

Johanne Nedergård har studeret psykologi, lingvistik, filosofi og kognitionsvidenskab på University of Oxford og University of Edinburgh og har blandt andet forsket i dansk og grønlandsk afasi og perspektivtagning i kommunikation. Hun er for nuværende ansat som ph.d.-kandidat på Institut for Kommunikation og Kultur på Aarhus Universitet, hvor hun arbejder med den indre stemmes rolle i kontrol af adfærd.

Ugens oversættelse: Afasi på grønlandsk Øvelse lader “sprogvinduet” stå på klem To lingvister i dialog om Chomskys sprogteori. De er fuldstændigt uenige, men kommer de tættere på hinanden? En på alle måder tung julegave: Anmeldelse af vestgrønlandsk grammatik Ny sprogteknologi: Få din egen personlige lomme-Søren Brostrøm Sprogbegreberne Rundt