I dag er det romakulturens dag. Stéphane Laederich fortæller os om finurligheder ved dette transnationale sprog.

An English version can be read here and a Russian version can be read here.

Om Romani

Romani, som ofte også betegnes som Romani Čhib eller Romani Šib [romasproget], tales oprindeligt af alle romaer og dette gøres fortsat af mange romaer i verden. Romaer kan inddeles i grupper baseret på profession eller region. Nogle grupper, såsom mange af de ungarske Roma fra Karpaterne er eller de spanske Cale, har fuldstændig mistet sproget, delvist på grund af tidligere forbud mod at tale romani. Andre taler det kun i en version, der er stærkt blandet med deres nationale eller regional sprog, hvori ikke meget af den oprindelige grammatik er bevaret.

Romaernes indiske oprindelse blev først opdaget i slutningen af ​​det 18. århundrede af den ungarske aristokrat István Valyi, også kaldt Váli eller Wáli, (1729/30-1779). Fra midten af ​​det 19. århundrede blev der publiceret kendte undersøgelser, såsom dem af August Friedrich Pott (1802–1887), Alfred Graffunder (1801–1875) og Franz von Miklosich (1813–1891). Dette blev efterfulgt af studier af britiske lingvister som John Sampson (1862-1931). Sprogene oprinder fra prakrit, som er den talte form for sanskrit. Romani sproget har stadig en stærkt artikuleret indisk morfologi, ligesom en stor del af deres ord stammer fra det indiske ordforråd.

Romaerne har en flerlagsstruktur i deres sprog, der har sin oprindelse i de tidlige migrationer af ”protoromaerne” fra Indien. Nogle lag (såsom de indiske rødder) er ekstremt stærke, mens andre (såsom det armenske) er lidt mindre vigtige, hvis man dømmer efter antallet af ord, armenierne har bidraget med til sproget. Ord fra prakrit, oldpersisk, armensk, græsk og sydslavisk er fælles for alle romadialekter, og de giver det ensartede grundlag, som alle dialekterne er bygget på. Bemærk, at der ikke er spor af semitiske sprog i romani, hverken arabisk eller syriansk. Vi kan kun finde lån, der kommer fra tyrkisk, blandt romagrupperne fra Balkan, og de må være nyere.

Romaer, der taler romani, er som minimum tosprogede. De taler det lokale sprog og romani. Osmannisk-tyrkisk tilføjes ofte i Balkanstaterne, og nogle steder, såsom Kosovo, er det ikke usædvanligt, at romaer taler fire sprog (ofte romani, albansk, tyrkisk og serbisk). Denne universelle flersprogethed er en af ​​grundene til eksistensen af ​​disse låneord. Hvis du immigrerer til en anden region, bringer du også det gamle nationalsprog med dig. Da det normalt ikke forstås på det nye sted, er ord fra det tidligere land integreret i romani.

Fælles arv og dialekter

Fælles sprogarv

Den fælles arv af sproget dækker over al sproglig indflydelse på romani, der er fælles for alle romaer og deres respektive dialekter. Det starter med prakrit og dets grammatik, som har mange ord, der refererer til landsbylivet. Det meget overfladiske niveau af erhvervelser i præ-islamisk Persien indeholder ord, der vedrører rejser, såsom vurdon [vogn], men også kež [silke], kuštik [bælte], taxtaj [glas] og mange flere. Fra Persien passerede romaerne og opholdt sig et stykke tid i Stor-Armenien, som er en region, der omfatter den østlige del af det moderne Tyrkiet op til Middelhavskysten. Denne påvirkning bragte hesten (grast eller graj), men også andre ting som momeli [stearinlys], thagar [konge], xanamik [med-svigerfar] og nogle metaller såsom arčič [tin]. Momeli er særlig relevant, da den er i den gamle armenske fonetiske form, med et l, der udviklede sig til gh på armensk. Denne lydændring giver os mulighed for angive en tidsramme for hvornår romaernes forfædre var tilstede i armensk-sprogede områder. Der er også nogle få leksemer med georgisk og kurdisk oprindelse, men disse er der færre af.

Opholdet i det byzantinske rige efterlod en bred græsk sproglig indflydelse i romani. Antallet af græske ord er stort, og det dækker meget afarbejdsterminologien såsom amoni [ambolt], xarkuma [kobber], petalo [hestesko], foro [by, marked], them [land] og også tal som efta, oxto , enja [7,8,9], trianda [tredive] og så videre. De tilføjede græske ord markerer, sammen med de meget mere overfladiske lån af sydslavisk oprindelse, grænsen for det fælles ordforråd mellem forskellige romadialekter, men disse ord holdes interessant nok også som det sidste lag af romersk lava [romaniord]. Efterfølgende erhvervelser behandles typisk som fremmedord og har forskellige deklinationer.

Metadialekter og dialekter

Romaerne fortsatte med at migrere fra Sydøsteuropa, hovedsageligt på grund af osmannernes fremmarch på Balkan. Dette gav anledning til udviklingen af fire store dialektgrupper:

1. Vlach-romaerne, som boede i det rumænsktalende område. De optog en masse rumænske (nogle gange også ungarske) leksemer og endda dele af grammatikken i deres dialekter.

2. Romaer fra omkring regionen Karpaterne, som hovedsageligt bosatte sig i det moderne Ungarn, Slovakiet, Tjekkiet og Østrig. De viser en stærk indflydelse af ungarsk.

3. Balkan-romaer er dem, der forblev i regionen under osmannisk styre, og de viste derved en stærk indflydelse af tyrkisk i deres dialekter.

4. Til sidst skal nævnes den gruppe, der i begyndelsen af ​​det 15. århundrede immigrerede til tysktalende lande. Derfra tog romaerne til Italien, Spanien, Frankrig, Storbritannien og Skandinavien. På grund af forfølgelse i Tyskland flygtede nogle østpå til Polen, de baltiske stater, Ukraine og Rusland. Deres dialekter viser tysk påvirkning – nogle mere, andre mindre.

Man kan således inddele de forskellige romani dialekter i fire brede kategorier, som vi kalder “metadialekter”, hvilket svarer til det første niveau af nyerhvervelser over den fælles arv. Figuren repræsenterer dette første lag af erhvervelser: For nordiske dialekter finder man et første (til tider overfladisk) lag af tysk; for Karpaterne, et det første lag ungarsk; for Vlach, selvfølgelig, det allestedsnærværende rumænsk; og endelig, for Balkandialekterne, er det tyrkiske påvirkninger. Bemærk, at disse distinktioner – med en geografisk konnotation – ikke repræsenterer nutidens geografiske spredning af disse dialekter. Når alt kommer til alt, tales den “arketypiske” Vlachdialekt af Kalderaša-roma, i dag over hele verden som et resultat af nylige migrationer af romaerne.

At forstå hinanden

Det hævdes ofte, at forskellige dialekter af romani er uforståelige for hinanden. Baggrunden herfor er simpel: En person fra Polen der taler romani forstår f.eks. ikke rumænsk. Så når han taler med Vlach-romaer, forstår han ikke de rumænske låneord. Romani er dog opbygget sådan, at de oprindelige romaniord er blevet bevaret ved siden af ​​lånene. Hvis du kender sproget godt, kan du nemt overkomme denne forhindring. Det skal bemærkes, at dialekterne hos Vlach-romaerne er fjernest fra de andre, og derfor er de mindst forståelige for de andre. Det er sværere med moderne ord og begreber. Begreber som ’fjernsyn’, ’telefon’, ’fly’ osv. er udelukkende lånt fra det lokale sprog og er derfor ofte uforståelige for andre romaer, hvis de ikke har lånt den samme tern.

Fælles arv og ordforråd

Hvis man begrænser sig til den fælles arv og det første niveau af erhvervelser over den, og man udelukker lokale erhvervelser, har romani ikke et stort antal ord. Typisk omfatter det omkring 3.000 ord, med omtrent dobbelt så mange betydninger. Hvis man tilføjer den kontekstuelle brug, er der noget flere. Til sammenligning med andre europæiske sprogs ordforråd (som engelsk, tysk og fransk), har disse et ordforråd, der er dobbelt så stort. En veluddannet engelsktalende vil i gennemsnit have et aktivt ordforråd på omkring 20.000 ord med et passivt ordforråd dobbelt så stort eller mere. Normal daglig kommunikation bruger dog langt mindre end det. Flydende engelsk kræver omkring 3.000 ord, hvilket bringer os tilbage til niveauerne, der er observeret i romani.

Tilegnelse

Romani ville ikke blive ved med at blive talt uden lokale erhvervelser/lån. På det tidspunkt, hvor de fleste roma-metagrupper blev adskilt (for ca. 700 år siden), eksisterede mange ting i hverdagen simpelthen ikke. Der var ingen fjernsyn, computere, telefoner eller biler, men også vinduer, lejligheder mm. kan have været sjældne. Så hvad sker der i romani? Man låner normalt et ord fra det lokale (eller det tidligere lokale) sprog. Det sættes sædvanligvis i en græsk form ved at tilføje den maskuline entalsendelse -o til ordet. Dermed fernsevo eller televisiono for ’fjernsyn’ [tysk Fernseh], vonungo [tysk Wohnung] for en lejlighed og så videre.

Nogle gange eksisterer disse erhvervelser side om side med det originale ord. I tilfælde som vonungo [a flat] bruges dette udtryk i Wien, Østrig, af romaer fra Balkan for at angive, hvor de bor i byen. Når de bruger ordet kher [et hus], refererer de til deres hjem i deres oprindelige land.

Romani er ofte kræsen i forhold til hvilke tilegnelser det tager til sit ordforråd. Et typisk eksempel er ordet for ‘vindue’. Sinti bruger ordet voknin, mens deres østlige naboer, Polska Roma, vil bruge ordet fenstra. Voknin har slavisk oprindelse og kommer fra okno [vindue] på de fleste slaviske sprog, mens fenstra kommer fra det tyske Fenster [vindue]. Hvorfor forskellen? Simpelthen fordi det slaviske ord ikke forstås i tysktalende lande, og ligeså gør heller ikke det tyske i slaviske lande.

Perifraser og kontekst

Hvis vi kort ser bort fra nyere tilegnelser og ordforråd, er romani ekstremt opfindsomt i sit brug af perifraser til at udvide ordforrådet. Faktisk er det så opfindsomt, at kendskabet til de enkelte ord i de fleste samtaler på romani ikke vil give i nogen forståelse af samtalen. Et eksempel kunne være verbet dav [at give]. I Baltikum, Polen, Belarus, Ukraine og Rusland betyder dav kan [bogstaveligt: ‘jeg giver øre’] ‘at ringe til nogen i telefonen’. Blandt Vlach Roma betyder dav anglal [lit. ‘Jeg giver videre’] ‘at svare’. Listen over forskellig brug af verbet ‘at give’ er næsten uendelig.Et andet at den slags verber er lav [at tage]. Modstykket til dav anglal er lav angla [‘Jeg tager frem’], hvilket betyder ’at gå rundt’ blandt Vlach Roma. Lav sama [jeg tager til mig selv] betyder ‘at se’ eller ‘at bemærke’. Ordens betydning udvides også ofte. Et eksempel på dette er bašav [at gø, at lave støj]. Det bruges normalt kun om dyr, men igen kontekstuelt. Džukel bašel [hunden gøer], men ligeså gør en bašno [hane]. Hvis du siger So bašes čhibasa? [bogstaveligt ‘hvorfor bjæffer du (eller ‘laver støj’) med din tunge?’] på romani betyder dette essentielt ‘hvorfor chatter du?’.Nogle gange bruges gamle ord eller perifraser baseret på det fælles ordforråd i romani til at betegne nyere redskaber eller ting. Når du siger čhiv da mas de šilali [sæt kødet i køleskabet] på russisk, bruger du šilali som det feminine nominaliserede adjektiv for šilal-o -i [kold]. Man kan også høre, at nogen rejste med satruno drom [stålvejen], der betyder ‘med tog’ eller med en sastruno čiriklo [en stålfugl], dvs. ‘et fly’. Nogle gange er det næsten umuligt selv at gætte, hvorfor et udtryk fik en bestemt betydning.

Blandt Vlach Roma betyder mak ‘en fly’ (insekt), og Kalderaša og Lovara vil sige leski mak sas kadja [‘hans fly var sådan’] hvilket betyder ‘sådan var hans skæbne’. Det bliver endnu mere kompliceret. Man kan også høre vov mardja leski mak [han slog sit fly] som betyder ‘han vandt’. Endnu mere forvirrende er naj les mak [han har intet fly], hvilket betyder ‘han er en fiasko’. Et andet eksempel er brugen af ​​burjaca [svampe] af Kalderaša. Det er tydeligt, at det bruges i denne betydning, men man kan også sige vov nakhlja opral paj burjaca [lit. ‘han gik over og gennem svampe’] betyder ‘han har en fantastisk oplevelse’. Men hvis du siger divano burjacengo [lit. ‘svampesnakken’] betyder det simpelthen ‘dum snak’. Agor betyder ‘kant’ eller ’slut’ blandt Vlach Roma. Hvordan skulle man kunne gætte, at når nogen siger našti dav po (ando) agor [bogstaveligt ’det er ikke muligt at give til kanten’], betyder det ’jeg kan ikke forstå det’? Eller når man siger khonik našti del leske ando agor [bogstaveligt ‘ingen kan give ham det på kanten’] betyder det ‘ingen kan overbevise ham’?

Nogle af disse perifraser refererer til paramisja [romafortællinger]. Hvis man siger, at nogen var telal o podo [under broen] betyder nogle steder på Balkan ‘den person er dum’. Det refererer til en paramisja, hvor Gud en dag distribuerede intelligens, og nogle mennesker søgte ly under en bro, så de gik glip af det. Der er talrige tilfælde som disse, samt udtryk, der refererer til traditionelle historier, som kræver viden om fortællingerne og kulturen for at forstå det.I nogle tilfælde er navnene på genstande på romani afledt af slang, fra misforståelser af betydningen på det lokale sprog eller fra tosproget kreativitet og humor. I Frankrig bruger Manouche-folket nogle gange šop nakerskro [seks næser] om ‘en biograf’, ofte forkortet på fransk til ciné, der lyder som det franske six nez [seks næser].

Sinti i Tyskland kalder nogle gange Nürnberg Bukengero Foro [nyrernes by], da Nürnberg i nogle sydtyske dialekter er omskrevet til Nierenberg – fra det tyske Niere [nyre]. I Rusland kaldes distriktsadministrationen baluni [håret], fordi dets russiske navn var Volostnoje Upravlenije (волостное Управление), tæt nok på volosnoje (волосное) [håret] på russisk. I nogle tilfælde bruger romaer ord for at undgå at blive forstået. Hvis du siger “giv mig hundrede francs/rubler/pund”, er du forpligtet til at bruge navnet på valutaen på det lokale sprog, dette der er let genkendeligt. Hvis du siger de man šel marde [bogstaveligt 100 slagne], som betyder ’100 enheder’, bliver den ydre forståelse mere kompliceret. I Rusland, hvor dollaren (udover rublen) var en alternativ valuta, ville de man šel marde betyde ‘100 rubler’, hvorimod de man šel na amare [giv mig 100 ikke vores] ville referere til ‘100 dollars’.

Eder er en alvorlig sag blandt romaer. Eder og forbandelser er aldrig langt fra hinanden, da eder næsten altid er ledsaget af en forbandelse, som det kan ses i Kalderaša-sætningen dav ma armaja me či kerdem kodja [må jeg blive forbandet, men jeg gjorde det ikke]. Blandt Vlach Roma er brugen af ​​te merav te na čačipe / čačimos phenav [må jeg dø, hvis jeg ikke fortæller sandheden] almindelig. Det gør brugen af ​​te merav me aratji [må jeg dø i går] en del sjovere.

Forståelse og brug af romani

Disse eksempler fremhæver ikke-romaers vanskeligheder for en fuld forståelse af romaernes rigdom. Sproget og dets brug er tæt forbundet med den mundtlige historie, traditionen og også til et væld af billeder og paramisja, der er fælles for de fleste grupper. Det betyder, at man kan udtrykke mange flere tanker, nuancer og følelser, end hvad man ville forvente af blot ordtællingen.Det betyder også, at en god romanitaler kan sige ting på en måde, der er fuldstændig uforståelig for en, der kun kender betydningen af ​​hvert af ordene, da vedkommende ikke ville have den reference og kontekst, der kræves for en fuld forståelse. Men det betyder også, at for at sproget skal overleve i en komplet udtryksform, er det ikke tilstrækkeligt at kende ordene, men man skal også bevare sine traditioner og sin kultur. Uden disse ville romaerne miste en stor del af deres rigdom og ville sikkert svækkes.

Stéphane Laederich er direktør for the Rroma Foundation, der hører hjemme i Zurich. Sammen med Lev Tcherenkov er han medforfatter til bogen “The Rroma” (2005), samt for nylig en grammatik og ordforråd for Polska, Litovska, Lotïtka og Xaladytka Roma (Universitetet i Graz). 

Glajle International Mowesmålsdaw! PRESSEMEDDELELSE: Liet International 2022 bliver med sikkerhed holdt i Nordslesvig/Danmark Rapport fra Liet International 2022 – korsikansk sejr og næsten en dansksproget vinder Ugens oversættelse: Din hjerne kan lære sprog hele livet… Irske rejsende og deres sprog Boganmeldelse om Børns Sprogtilegnelse