”Hvis det skal lykkes, uden at folk går krakkemut, så tror jeg, vi er nødt til nogle gange at etablere zoner, hvor folk får lov til at stå af i perioder.”
Sådan lød det fra Folketingets talerstol d. 18. marts 2000. Det var Villy Søvndal der her brugte et grønlandsdansk ord, krakkemut – et ord som kan føres helt tilbage til det gamle kolonitids-dansk i Grønland. Vi går derfor tilbage til dengang Hans Egede kastede anker ved en lille ø i skærgården ud for Nuuk, d. 3. juli 1721. I et dagbogsnotat en måned senere skrev han:
“Den 8. Augusti ankom Norden fra 16. Kone=Baade, (det ere store og aabne Baader, som Chalouper) havende med sig all deres Bagage…”[i]
Her opfandt Hans Egede et nyt ord fordi han skulle skrive om noget han ikke havde set før, og som de kommende læsere derhjemme heller ikke kendte. Så han var nødt til at forklare hvad ordet konebåd betyder: “store åbne både, som chalupper”. I Egedes dagbøger og beretninger kan man se hvordan det nydannede ord konebåd hurtigt glider ind i sproget og bruges uden videre forklaring. Sådan som det går med nydannelser.
Så så han også at grønlænderne havde vandtætte dragter på når de roede i kajak; de var lavet af afhåret sælskind der blev forarbejdet på indviklet vis. Dette vandtætte skind måtte have et navn, og det blev vandskind.
Men det varede ikke længe før de første grønlandske låneord meldte sig, sideløbende med nydannelserne. Kajak er et af de meget tidlige låneord; i begyndelsen kaldte Hans Egede dem bare ”små både” – så det var virkelig tiltrængt med et præcist ord, kajak.
Et andet tidligt låneord er kapitak. Det er den omtalte vandtætte kajakdragt – lavet af vandskind. Den blev snart kaldt vandpels eller vandskindspels, snart kajakpels eller kajakvandpels. Lutter nye ord. Så er det nemmere at sige kaperdek.
Forlader vi beklædningssfæren og vender os mod det åndelige, finder vi låneordet angekok om den grønlandske ‘åndemaner eller shaman’ som vi forklarer det i dag. Angakok er et af de allertidligste lån som Hans Egede slap ind i sproget, måske fordi hans første bud: prohet eller hexemester ikke syntes dækkende. – Et andet tidligt låneord fra samme sfære er tupilak. Det var oprindeligt et rædselsvækkende magisk ulykkesvæsen som en hævntørstig angakok skabte af bl.a. skeletdele og derpå sendte af sted for at den skulle dræbe en fjende. – Ordet er vidt udbredt i vore dage, men nu hører det til inden for souvenirindustrien.
Op igennem kolonitiden kom der flere grønlandske låneord ind i dansk; nogle af dem er blevet veletablerede i Danmark – som anorak og kamikker – mens andre kun bruges og forstås i Grønland. Her er der i sagens natur mange låneord for grønlandsk mad, eksempelvis soase, en slags gullash på alk eller sæl, og ammasætter (grl. ammassat), en lille fisk der i forsommeren kommer ind i store stimer og bebuder sommerens komme.
Nu var det ikke kun substantiver, betegnelser for ting, der blev indlånt; også verber kan lånes. Når nogen går på besøg, så pularpokker man – af det grønlandske verbum pulaarpoq ’går på besøg’. På dansk tager man gerne verberne ind i formen indikativ 3. person ental – med endelsen –poq. Og så tager man den derfra, så at sige, og bøjer og behandler ordet fuldstændig anarkistisk: de pularpokkede, der kommer pularpok. Det blev endda gjort totalt uigenkendeligt i udtrykket gå på polar.
Én ting er at man bruger et grønlandsk ord for noget der ikke findes i ens eget land, men hvorfor bruger man et grønlandsk ord om at gå på besøg? Nu vender vi tilbage til krakkemut og det gamle kolonitidsdansk.
Kolonitidens[ii] dansk var blandt andet præget af pidginagtige ord fra det man har kaldt ”køkkengrønlandsk”. Provst C.W. Schultz-Lorentzen skrev i 1928[iii] en lille artikel i Det grønlandske Selskabs Aarsskrift om kolonisproget i Grønland. Han fortæller:
- ”Det Sprog sætter sine mærkeligste Blomster i de danske Køkkener, hvor Pigerne taler fortroligt med sin danske Frue om alt muligt i det Sprog, man kalder Køkkengrønlandsk, og som er en interessant Variant af det sædvanlige Kolonisprog, så de tilsidst begge to tror, de taler rigtigt Grønlandsk.”
Krakkemut stammer fra køkkengrønlandsk. Det kommer af det grønlandske ord qaqqamut der betyder ’ud i fjeldet’ eller ’op i fjeldet’. Qaqqaq betyder ’fjeld’ og kasusendelsen ‑mut er en retningsangivelse. Krakkemutten blev på grønlandsdansk betegnelsen for det sted hvor man tog på fjeldtur og på udflugt. Man gik på jagt ude i krakkemutten, man plukkede bær ude i krakkemutten og man sov i telt ude i krakkemutten. – Når man gik ud af sit hus kom man ud på silamutten. Det var det nære udendørs fjeldområde mellem og rundt omkring husene; her legede børnene, her mødtes man og var sammen i det hele taget.
Silamutten og krakkemutten er pidginiserede udtryk, det vil sige hvor man tager et ord fra det fremmede sprog, i en eller anden grammatisk form, som man derefter bøjer videre på på dansk. Ligesom ovennævnte pularpokker. Man giver det eventuelt også nye betydninger, sådan som vi har set det er sket for krakkemut i udtryk som at gå krakkemut. Det betyder noget i retning af at ’gå i stykker’, hvadenten det er fysisk eller mentalt. Men krakkemut bruges også i mange andre betydninger; det er kommet til at leve sit eget liv i Danmark og bruges på måder der slet ikke giver mening i en grønlandsk sammenhæng.[iv] – Det kan tænkes at ordet i Danmark fik rigtig fart på med Poul Dissings gamle sang Krakkemutmat Blues, men der behøver ikke være sådan en ydre forklaring.
Tilbage til køkkengrønlandsk. Det hørte til i det talte daglige omgangssprog og blev derfor i sagens natur ikke skrevet ned. Men man kan alligevel være heldig at finde spor af det i kilder. Som her i erindringerne fra den unge Jens Rasmussen der tog til Grønland i 1887 for at arbejde to år i kryolitminen i Ivittuut. Han skriver:
- ”…derfor handler vi med Grønlænderne, for 4-5 skiver Ifirmik (Rugbrød), faar man et godt Stykke Sælkød.”[v]
Her har vi et nedskrevet eksempel på pidginiseret grønlandsk i brug; rugbrød hedder iffiaq på grønlandsk, men Jens Rasmussen tror tydeligvis at rugbrød hedder ifirmik – altså med kasusendelsen –mik (instrumentalis). Det er det ord han bruger når han ”handler med grønlænderne”[vi].
Måske kendte Jens Rasmussen også ordene dansemik og kaffemik – de ord er i hvert fald kendt fra slutningen af 1800-tallet. – Sidenhen har brugen af endelsen –mik bredt sig nærmest eksplosivt, og den sættes på næsten hvad som helst: temik, spisemik, festemik, tænkemik, baljemik (bad) osv. Efterhånden løsrev endelsen sig helt og blev et selvstændigt ord på dansk: mik alene blev betegnelsen for ’fest’ eller anden hyggelig sammenkomst. Og det kendte grønlandske kor i Danmark fik endda navnet MIK, slet og ret.
”Taler de overhovedet dansk i Grønland?” spurgte journalisten Jesper Hansen i en lille artikel i Aalborg Stiftstidende for nogle år siden.[vii] Baggrunden var at han havde undret sig over de mange udtryk som er helt specielle for dansk i Grønland, og som kun bruges i Grønland. Han nævnte ord som vandsø, brættet, grønlandsk proviant, flyfrisk.
Ordet vandsø giver ikke mening i Danmark – ja, for hvad skulle der ellers være i en sø? Men det er altså den sø ude i krakkemutten som man henter drikkevandet fra. – Brættet er ikke bare et bræt. Det har det måske været engang, men nu betyder det det sted hvor man køber grønlandsk proviant – med et andet særligt udtryk der vel fortaber sig tilbage i kolonitidens skibsprovianterings-terminologi. Grønlandsk proviant betyder bare ’grønlandsk mad’. Det er lidt pudsigt at der ikke tilsvarende er noget der hedder dansk proviant. – Så på brættet køber man sælkød og hvalkød, rensdyr, fugle og fisk af de lokale fangere og fiskere – med mindre man da betaler i dyre domme for at få flyfrisk mad; det er frugt, grøntsager, mælk osv. Den betydning af flyfrisk kan man måske nok regne ud, men ikke at flyfrisk også i vid udstrækning bruges i overført betydning om danske der lige er landet – og intet ved om Grønland.
For nylig holdt Lars Trap foredrag på Vartov i København sammen med Jan Heegård om ”Dengang dansk gik ud i verden”, og han kom også ind på de specielle grønlandsdanske ord. Et af de nyere er pensionistsøm. Han viste os selvfølgelig et billede af et par pensionistsøm, for det ved man jo ikke hvad er i Danmark. Det hører ikke til tømrerfaget, ejheller til syning… nej, pensionistsøm er en snedig opfindelse til at sætte under støvlesålerne, så man ikke glider på de sne- og isglatte veje. Nu hvor jeg er kommet lidt op i årene, er jeg også begyndt at bruge pensionistsøm når jeg er i Grønland.
Så jo, de taler dansk i Grønland, men det er en lokal udgave med mange specielle ord: der er gamle kolonitidsord, der er grønlandske låneord, og der er mange hjemmelavede danske ord. Ordene læres i Grønland, de forstås i Grønland, og de giver mening i en grønlandsk kontekst. Det begyndte i den tidligste kolonitid med konebåd og vandskind – og lige siden har grønlandsdansk fortsat med at leve og udvikle sig.
Teksten blev præsenteret i Vartov, d. 30/3 2022, i anledning af udgivelsen af bind 4 og 5 i Dansk Sproghistorie.
Fodnoter:
[i] H. Egede 1738, s. 33
[ii] Grønlands status som koloni ophørte med grundlovsændringen af 1953.
[iii] Schultz-Lorentzen, C.W 1928: ”Kolonisproget i Grønland”, Det grønlandske Selskabs Aarsskrift 1927-28, 68-74
[iv] Se nærmere på https://www.dansksproghistorie.dk/184
[v] Jens Rasmussen 1887/2005: Erindringer fra Grønland. Eqqaamasat Kalaallit Nunaanniit 1887, s. 29.
[vi] Det kan også godt være et eksempel på handelsjargon; i denne sammenhæng går jeg ikke nærmere ind på forskellen mellem handelsjargon og pidgin – grænsen er heller ikke skarp.
[vii] 5.4.1998
Birgitte Jacobsen er redaktør på Dansk Sproghistorie, ansat ved Det Danske Sprog- og Litteraturselskab. Hun er tidligere lektor i lingvistik ved Ilisimatusarfik/Grønlands Universitet.
Oversættelse: Identitet og udvikling i Grønland 
Anmeldelse: Dansk Sproghistorie. Bind 1: Dansk tager form 
Danske politikere forstår ikke noget om at lære dansk 
Dansk sprog i brug gennem 800 år: fra ”hwa sum bi hauer” til ”va mæ kulturen” 
Indoeuropæisk og jysk, svensk og dansk. En ny teori. 
Noget om literacy…