I år er det 100 år siden, at en af jysk dialektforsknings store helte, Henning Frederik Feilberg, gik bort i en alder af 90 år. I løbet af sin levetid nåede Feilberg at komme med betydelige bidrag til dansk folklore og til forståelsen af mange af de jyske folkemål, som eksisterede i Jylland i 1800-tallet, og som i dag næsten er helt forsvundet, udkonkurreret af rigsmålet. Navnet Feilberg siger nok kun de færreste noget i dag, hvilket er en skam. Feilberg var nemlig en skarp formidler, som var god til at lave levende og fængslende beretninger, om han så forfattede ordbogsartikler eller skrev om de døde, der rejste sig fra graven ved juletid.
Dette bidrag byder på et lille udvalg af appetitvækkere fra Feilbergs bagkatalog med det overnaturlige som gennemgående tema.
Beskyttelse mod ellefolk og bjergmænd
Den jyske landbobefolkning havde et rigt folkloristisk univers. I Feilbergs Bidrag til en ordbog over jyske almuesmål udarbejdet i årene 1886-1914 (som kan findes i en indscannet udgave her) finder man ikke kun oplysninger om et ords udbredelse, udtale og bøjning, men også beskrivelser af de rim og lege, som landbobefolkningen havde knyttet til deres fortællinger om overnaturlige væsener. Typiske væsener fra folketro som trolde, ellefolk og bjergmænd gik igen, nogle i “nye klæder” – fx fandtes Jakob Løj, som havde fællestræk med Ole Lukøje, i Slesvig (Feilberg 1886-1993, artiklen Jakob Løj). Også åmænd og havfolk kunne findes i landbobefolkningens fortællinger, og ofte kunne deres tilstedeværelse forklare fænomener i naturen, som man på det tidspunkt ellers manglede viden om. Hvis man på en varm dag kiggede ud over marken og så luften flimre nær jorden, kunne man i Vestslesvig sige, at “Jåkob Løj drywer mæ svin/gæs/geder”, mens man i Brande sogn ville sige, at det var bjergmanden, der var på færde i samme ærinde (Feilberg 1886-1893, artiklerne Jakob Løj og bjærgmand – se også et kort over udbredelsen i Ord og Sag 16, side 32 eller ved opslag på jyskordbog.dk under Jakob Løj).
Variationen i både sproget og fortællingernes udformning var stor fra sogn til sogn, og forskellige lege og rim opstod, ofte oprindeligt tænkt som beskyttelse mod det overnaturlige. I artiklen ellefolk kan man læse om ellekonen, at “man kan mane hende og sige:
ellekone, ellekone, est du herinde /
så skal fanden føre dig ud /
med femten gloende egepinde!”
(Feilberg 1886-1893, et eksempel fra Samlinger til jydsk Historie og Topografi I-X. Ålborg 1866-1885).
Midlerne til at fordrive ondskab var dog ofte beslægtede, uanset hvor i Jylland man befandt sig. I artiklen bjærgmand finder man ud af, at egepindene, dog med et andet antal, i Holstebro også var gode til at få det overnaturlige til at holde sig væk:
“Bjærgmand, bjærgmand blind,
Æ du herind’?
A ska få dæj ud mæ sejsten egepind’,
Fire for, og fire bag, og fir på hver en sid’!”
(Feilberg 1886-1893, artiklen bjærgmand)
Feilberg satte, når det var muligt, det mytiske væsen i internationalt perspektiv. Fx henviste han i artiklen ellefolk til de nordiske naboer: I Rietz’ Svenskt Dialektlexikon kan man læse mere under formen älv, hos norske Aasen under formen elv og hos islandske Árnason under formen þjoðsögur (Feilberg 1886-1893). Hos Feilberg var man sikret en velfunderet kontekst, når man dykkede ned i folkesagnene.
I artiklen om substantivet drage finder man både økonomiske tips og en forklaring på dele af mandens anatomi, et eksempel her fra folkemindesamler Evald Tang Kristensen:
“Man kan vænne flyvende drager til sig og give dem bryst, så kommer de med penge til en; det kan både mandfolk og kvindfolk göre. Når mandfolk har store bryster, kommer det af, at de har ladet dragerne die dem.” (Feilberg 1886-1893).
Julen som dødsfest
Julen var i landbosamfundene langt fra ren fryd og gammen. En mørkere dimension var også til stede i form af de dødes nærvær. I Jul (som kan findes indscannet her) præsenterer Feilberg et interessant og dystert billede af julen og de mangeartede skikke og traditioner, som hører højtiden til – og geografisk kommer han vidt omkring. Bare i bind I besøger han blandt andet Japan, USA og Egypten. De nordiske naboer bliver også flittigt besøgt i begge bind. I bind II lufter han i indledningen sin nysgerrighed over julens mange sammenfald i sagnene med allesjælesaften i Sydeuropa, hvor han kommer frem til, at der måtte være tale om “en fællesgermansk dødsfest” (Feilberg 1904, VI-VII):
Jul kender vi alle, juletræet, börnenes glæde, julesalmen … og går vi udenfor i den stille nat, bort fra juletræet og de legende, glade börn, er det som egnen i mørket er bleven levende … det er som om en mærkets verden har rejst sig fra de døde, er gået ud fra grave, høje, fjelde for også at holde jul.
(Feilberg 1904: 3)
Der var mange farer, der lurede i julenatten. Feilberg beskrev blandt andet, hvordan en hær af zombier vækkedes til live julenat: “Folkets døde rejser sig fra de talløse grave på kirkegårdene, lys tændes i kirkerne, og dæmpede toner høres, skarevis søger hjemgangne slægter ind gennem de åbne döre” (Feilberg 1904, 60). De levende døde var ikke de eneste, der kunne finde på at aflægge en julevisit. Andre overnaturlige skabninger kunne kigge forbi i julen, dog heldigvis med varierende grader af uhygge-faktor. Julekatten, der ifølge islandsk folketro var en uønsket julegæst, ville komme og tage alle dem, der ikke havde nyt tøj klar til jul – eller fjerne al den gode julemad. Derfor var det vigtigt, at man som minimum havde én ny beklædningsgenstand på til jul (Feilberg 1904, 59).
Heldigvis beskriver Feilberg også i bind II, hvordan man beskyttede sig mod disse grumme farer. En af de sikreste måder at beskytte sig julenat var at tænde et lys, som skulle brænde til næste dag. Lyset ville beskytte mod vætter, bjærgmænd, vilde dyr og alt andet uvelkomment (Feilberg 1904, 65-69).
Feilberg var en mand af mange talenter, og hans hårde arbejde kan absolut også nydes den dag i dag – fx for at lære ens forfædres verdensforståelse lidt bedre at kende, eller også for at få sig et godt gys i de mørke vinterdage.
Referencer:
Feilberg, Henning Frederik. 1886-1893. Bidrag til en ordbog over jyske almuesmål. Bind I, A-H. Kjøbenhavn: Universitets-Jubilæets Danske Samfund.
Feilberg, Henning Frederik. 1886-1893. Bidrag til en ordbog over jyske almuesmål. Bind II, I-P. Kjøbenhavn: Universitets-Jubilæets Danske Samfund.
Feilberg, Henning Frederik. 1904. Jul. Bind I. København: Det Schubotheske Forlag.
Hansen, Inger Schoonderbeek. 1996. ”Nu sår Låkke hawre – om flimrende luft på varme dage.” I: Ord og Sag, bd. 16, s. 29-35.
Hjemmesider:
Project Runeberg, Bidrag til en ordbog over jyske almuesmål: http://runeberg.org/ordbogjysk/
Project Runeberg, Jul: http://runeberg.org/fhfjul/1/
Mette-Marie Møller Svendsen er cand.mag. i engelsk og oldtidskundskab og ansat som videnskabelig assistent på Peter Skautrup Centret, Aarhus Universitet.
